Anonym Mazda

Mazda Premacy har snart fem år på bagen og det mærkes, men den er til gengæld rummelig og praktisk

.Mazda Premacy, der er Mazda koncernens bud på en mini-MPV, kom på markedet i 1999. Allerede dengang var bilen knap så raffineret som den tre år ældre Renault Scenic, der i 1996 satte standarden for, hvordan man bygger den type bil. I dag har Premacy været igennem et facelift, uden det af den grund har rokket ved det faktum, at bilens grundkonstruktion virker lidt gammeldags. Gearskiftet er ikke for præcist, motoren støjer lidt for meget. I det hele taget virker finish og kvalitet ikke helt up to date. Bilens karakteristika sættes i relief af, at konkurrenterne på markedet, enten er tæt på eller allerede har præsenteret deres 2. generations mini-mpv. Den lidt skuffende oplevelse af Mazda Premacy skyldes måske også, at man med Mazda 6 in mente har fået skruet sine forventninger højt op til, hvad Mazda koncernen leverer af biler. Plads til syv Testbilen var versionen forsynet med 2.0 liters motor og den eftertragtede tredje sæderække, der indlemmer Premacy i flokken af personbiler med plads til syv. Noget, der på det sidste er gået hen og er blevet meget moderne, selv om den bagerste sæderække altså kun er dimensioneret til børn. Samtidig reduceres bagagerummet til noget nær et handskerum, hvis den tredje sæderække er i, men det er en skavank Premacy deler med snart sagt alle syv personers biler i den klasse. Den bagerste sæderække kan lægges ned, hvis man har brug for mere bagageplads, men er det et regulært bagagerum man ønsker, skal sæderækken tages helt ud for at skabe en plan lastflade. Med den tredje sæderække væk har man i stedet for en syvpersoners bil en rummelig stationcar til fem med højt til loftet og god plads til bagsæde passagererne. Bagsæderne kan forskydes i længderetningen og ryglænet har trinvis justering, som gør det muligt at finde den helt rigtige siddestilling. Og med små flyborde på ryglænet af forsæderne er det slet ikke nogen dum ide at være bagsædepassager. I det hele taget kan sæderne i bilen rigtig meget. De kan pilles ud og omjusteres efter behov og for eksempel kan ryglænet på forsædet i passagersiden lægges helt ned, så der bliver plads til lange genstande i bilen. Mangler dynamik På vejen er Mazda Premacy hverken nogen hurtigløber eller specielt dynamisk. Den 2-liters motor kan godt presses til at bestille noget, men det kræver omdrejninger og så bliver motorstøjen anmassende. Højden og drøjden gør også sit til, at det er så som så med køredynamikken i bilen, der virker levende i sidevind. Skarpe sving forceres fint, men med en del krængning til følge og decideret personvognsagtig bliver Mazda Premacy aldrig. Næ, det er en bil der trænger til en efterfølger, som vi her på redaktionen forventer os meget af. For kan den udvikling man har været vidne til både med hensyn til Mazda 6 og Mazda 2 fortsætte i Mazda Premacy, bliver det for alvor en bil, der er interessant for børnefamilierne. Det bedste argument for Mazda Premacy er i virkeligheden prisen på kr. 252.000. Det er altså meget billigere end Opel Zafira og VW Touran.