Skattepolitik

Anonymitet til magten

Ekstra Bladet skulle aldrig have lovet...

Ekstra Bladet er, ikke helt ufrivilligt, blevet centrum i en ophedet debat om, hvorvidt medier kan tillade sig at bryde kildebeskyttelsen til trods for garantier om anonymitet til kilder. Bladet fik for over et år siden, ifølge egne oplysninger, tilbudt fortrolige oplysninger om Helle Thorning-Schmidts skattesag. Det var, stadig ifølge Ekstra Bladet, den daværende skatteministers spindoktor, Peter Arnfeldt, der tilbød bladet indblik i skattesagen. Men Ekstra Bladet tog ikke imod spindoktorens tilbud, da man ifølge eget udsagn kun kunne få småbidder af de samlede dokumenter i sagen. Ekstra Bladet er, ret gennemskueligt, ude i et mediestunt. For man må spørge sig selv, hvorfor bladet ikke afslørede dette mulige forsøg på magtmisbrug muligvis begået af den tidligere skatteminister og dennes medierådgiver for et år siden. Og hvorfor man begav sig ind i en gråzone med en kilde, der så åbenlyst repræsenterede toppen af magtdanmark. Sidste år havde der sågar i en længere periode været skarp mediefokus på et par spindoktorers mere eller mindre heldige forsøg på at påvirke brandvarme politiske sager. Det blev blandt andet drøftet i sagen om den såkaldte jægerbog. Men sagens kerne er langt mere principiel end Ekstra Bladet. Den handler nemlig om, hvilke roller ministrenes særlige rådgivere har, når de, mod forventning om anonymitet, uddeler lunser af historier til pressen. For de er per definition en del af magten. Og idéen med at kunne love kilder anonymitet er jo netop at beskytte kilder mod magtens lange arm og risiko for repressalier, hvis kilden vælger at komme frem med oplysninger i offentlighedens interesse. Så alene af den grund kan medier som udgangspunkt ikke love kildebeskyttelse i sager, hvor magten selv forsøger at plante information og historier, som er til åbenlys fordel for den siddende magt. Det bør være barnelærdom for enhver medierådgiver. Men flere sager har efterhånden vist, at det er det tilsyneladende ikke.