Narkokriminalitet

Anonymt tip gav stor hashfangst

AALBORG: Et anonymt tip til politiet har i Retten i Aalborg kostet en 35-årig aalborgenser en dom på 50 dages ubetinget fængsel. Han blev dømt for at have været i besiddelse af næsten et kilo hash, og retten var ikke i tvivl om, at han havde til hensigt at videresælge størstedelen af stoffet. Manden blev anholdt 15. maj, efter at politiet via den anonyme henvendelse erfarede, at der blev handlet med stoffer på hans adresse - et kolonihavehus i det østlige Aalborg. En ransagning af stedet afslørede 60 gram hash på mandens sofabord, 100 gram under sofaen og omkring 800 gram i brændeskuret. Der blev også fundet typiske salgsremedier i form af stanniol og en fintfølende vægt. Den 35-årige nægtede under sagen, at han havde haft til hensigt at videresælge hashen. Han forklarede, at han sammen med fire andre havde splejset og købt de mange gram for 16.000 kroner. Meningen var, at de ville dele det til eget forbrug, men de fire andre havde ikke nået at få deres del, før politiet slog til, lød forklaringen, som retten altså ikke troede på. Den dømte bad om tid til at tænke over, om han vil anke dommen. -nok