ANR får den mest troværdige hitliste

Den nordjyske radiostation først med Danmarks officielle Streaming Top-20.

Efter nytår kan den nordjyske radiostation ANR som den første præsentere Danmarks officielle Streaming Top-20. Arkivfoto

Efter nytår kan den nordjyske radiostation ANR som den første præsentere Danmarks officielle Streaming Top-20. Arkivfoto

Efter nytår kan den nordjyske radiostation ANR som den første præsentere Danmarks officielle Streaming Top-20. Det sker i samarbejde med musikselskabernes brancheorganisation IFPI Danmark. Hitlisten er brancheorganisationens officielle hitliste for streaming af digitale tracks ved tjenester som TDC Play og WiMP samt nytilkomne Spotify. - Streaming-listen er i virkeligheden Danmarks væsentligste og mest troværdige hitliste, idet streaming er langt større end download. Det kan man også se på, at der skal 300.000 streams til for at få guld, siger ANR’s musikchef Jan H. Jensen. Lyt med hver weekend Jan H. Jensen tog selv kontakt til IFPI for at få hitlisten til Nordjylland. Brancheorganisationen er glad for, at den nordjyske radiostation sætter fokus på de numre, som danskerne vælger at lytte til i hverdagen. - I Sverige og Norge er streaming af musik kæmpestort, og det tror vi også, det er på vej til at blive i Danmark. Derfor er vi også glade for, at ANR, som den første radiostation i Danmark, vælger at bruge den officielle streaming-hitliste i radioen, siger kommunikationschef hos IFPI Danmark, Lasse Lindholm. Streaming Top-20 kan høres hver lørdag fra 7. januar i Hitstream på ANR mellem klokken 18 og 20 og søndag mellem klokken 20 og 22, på anr.dk samt på ANR’s iPhone-app.