- Ansæt en diætist i boden!

Pølsehorn er ikke sund kost, siger en læser

MARIAGERFJORD:Lone Christensen fra Terndrup i Rebild Kommune blev harm, da hun i NORDJYSKE kunne læse, at der står pizza og pølsehorn på menuen i nogle af Mariagerfjord Kommunes skoleboder. Den 46-årige social- og sundhedshjælper fulgte opfordringen til at kontakte avisen, hvis man som læser har en mening om skolemaden. Rugbrød efterlyses - Pizza og pølsehorn har ikke meget med sund kost at gøre - børn har ikke noget at bruge hvidt brød til. - Jeg kan ikke forstå, at skoleboderne ikke har rugbrød på repertoiret. Rugbrød er noget af det mest fiberrige, vi har, og børn skal have kostfibre for at føle sig mætte, mener Lone Christensen. Hun synes, det er lidt rystende, at Hadsund Skole sælger kylling nuggets i sin kantine. - Man behøver ikke være diætist for at regne ud, at alene paneringen gør det til usund kost, siger Lone Christensen. Alligevel mener hun, at skolerne bør ansætte diætister, der har forstand på, hvad børn skal have at spise, så de kan blive mætte på en sund måde. Hun beklager, at der ikke er skolemad på Terndrup Skole. - Man ser de unge i byen ved 10 og 12-tiden. Hos bageren køber de pølsehorn, og hos købmanden og i brugsen får de en sandkage og halvanden liter cola. Lone Christensen udtaler sig på baggrund af 30 års overvægt. Hun var efternøler, og hendes forældre gav hende ubegrænset adgang til hvidt brød og kage. Operation mod fedme For nylig har hun gennemgået en operation, der har gjort hendes mavesæk mindre. - Det gør mig meget ondt at tænke på, hvis de unge skal det samme igennem, som jeg har været, siger Lone Christensen.