Ansat dræber fire på universitet i Tyrkiet

Det er endnu ikke klart, hvorfor en medarbejder skød og dræbte fire andre ansatte på et universitet i Tyrkiet.

Fire mennesker er dræbt og tre er såret i et skyderi på et universitet i det nordvestlige Tyrkiet.


Det oplyser universitetets rektor og lokale medier.

Gerningsmanden er en ansat på universitetet, meddeler rektor. Han gik ind i universitetsbygningen, hvor han skød og dræbte en vicedekan, en sekretær og to undervisere.

Tre andre blev såret af skud, inden gerningsmanden overgav sig til politiet, skriver flere tyrkiske medier.

Motivet bag skyderiet er ikke umiddelbart klart.

Billeder på tyrkisk tv viser flere politifolk og medicinsk personale i området, mens studerende og ansatte modtager behandling ved de ambulancer, der er kommet til stedet.

Universitetet ligger omkring 250 kilometer vest for den tyrkiske hovedstad, Ankara.

/ritzau/AP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.