Ansat på øretævernes holdeplads

Borgerne er grovere og mere aggressive over for kommunens ansatte i borgerservice

Jakob Gammelgaard
Marianne Carlsen ekspederer ved skranken i borgerservice i Vrå. En knust rude i baggrunden vidner om det grove overfald sidste fredag. Foto: Peter Broen
Vold 10. marts 2007 05:00

VRÅ/HJØRRING: Heldigvis er der langt imellem at borgere direkte går amok og fysisk overfalder kommunens ansatte, som det var tilfældet sidste fredag i kommunens borgerservice i Vrå. Men tendensen er god nok. Folk er mere aggressive når de henvender sig til kommunens ansatte. - Vi oplever det mest i telefonen, hvor folk skælder mere og mere ud og oftere kommer med deciderede trusler, siger chef for de i alt 45 ansatte i Hjørring Kommunes borgerservice, Marianne Carlsen. Ikke mindst her efter kommunesammenlægningen er lunten blevet kortere. Folk reagerer på, at alt endnu ikke fungerer helt optimalt. Som regel lykkes det at tale folk til ro, men hvis de går over stregen og f.eks. begynder at true, er medarbejderne instrueret i at lægge røret på. Meget grove borgere kan også få forbud mod at kontakte kommunen telefonisk. Hverdag igen Ved skranken i Vrå er stemningen stadig lidt trykket, og en knust rude bagved skrivebordene er endnu ikke blevet skiftet, efter at den 40-årige invalidepensionist sidste fredag gik amok, overfaldt og slog to ansatte, samt smadrede inventar. Men det er blev hverdag igen, og de to medarbejdere, det gik ud over, er også kommet tilbage på arbejde efter krisehjælp og en grundig snak om hændelsen. - Det eneste vi kunne have gjort anderledes var at aktivere overfaldsalarmen, så var politiet måske nået lidt hurtigere frem, siger Marianne Carlsen. I stedet for overfaldsalarmen blev der ringet 112, men det vil nu blive indskærpet, at alarmen skal bruges i lignende situationer. Ellers vil der ikke blive indført yderligere sikkerhedsforanstaltninger. - Vi skal ikke opbygge et Fort Knox f.eks. med vagter. Det vil sende et signal om, at vi ikke har tillid til borgerne, og det ønsker vi ikke, siger Marianne Carlsen. Hun mener også, at kommunens beredskab fungerede tilfredsstillende i situationen. - Det var pigernes eget ønske, at de hurtig ville tilbage, siger Marianne Carlsen. Den 40-årige gerningsmand, der blev anholdt straks efter overfaldet, er foreløbig varetægtsfængslet til 29. marts.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...