Ansatte bagbundet under røveri

ESBJERG:To mænd gik usædvanligt hårdhændet til værks, da de bevæbnet med kniv og pistol mandag aften begik røveri mod Fakta i Vandmandens Kvarter i Sønderris ved Esbjerg, oplyser politiet. Røverne pressede sig ind i forretningen, da de to unge ansatte var ved at lukke. Da røverne havde fået et endnu ukendt beløb fra kasserne, blev de to ansatte bagbundet med strips. Den unge mand blev derefter låst inde på et toilet, mens den unge kvinde blev låst inde på et kontor. Her lykkedes det hende at komme fri og tilkalde hjælp. De chokerede ansatte har kun kunnet give et sparsomt signalement af de to røvere, der begge var iført mørke jakker og masker. Den ene var 170-175 cm høj, mens den anden var ca. 10 cm højere./ritzau/