Ansatte: Dårlig idé at lukke arresten

På grund af besparelser i Kriminalforsorgen er arrester truet af lukning

Fængselsbetjent René Binderup-Nielsen mener, at mindre arresthuse er til gavn for de indsatte. Foto: Henrik Louis

Fængselsbetjent René Binderup-Nielsen mener, at mindre arresthuse er til gavn for de indsatte. Foto: Henrik Louis

NYKØBING:En ny aftale på Christiansborg betyder, at Kriminalforsorgen skal effektivisere for 260 millioner kroner. I den forbindelse er en række arresthuse i spil til at blive lukket. Det vækker kritik blandt fængselsbetjente.

- Der er mange fordele ved at beholde de små arresthuse. Vi har kapacitet til at håndtere indsatte med specielle behov, og vi har en anden daglig kontakt med dem, som gør, at man får et helt andet forhold til dem, end hvis de sad i en stor arrest. Det, tror jeg, er en fordel, siger René Binderup-Nielsen, fængselsbetjent i Nykøbing Mors Arrest.

Arresten er den mindste af slagsen i Danmark med plads til 14 indsatte.

- Hvis man effektiviserer, får man jo ikke nødvendigvis et bedre produkt ud på den anden side, tilføjer René Binderup-Nielsen.

Begrundelsen for eventuelt at lukke arresthuse er, at der er tomme celler, og at en række af de gamle arrester ikke er tilstrækkeligt sikre for personalet. René Binderup-Nielsen kan dog ikke genkende bekymringerne.

- Vi er tit fyldt til bristepunktet, og vi får det alligevel til at fungere upåklageligt, siger han og fortsætter:

- Men hvis vi er inde i en periode, hvor vi har færre indsatte af den ene eller anden grund, så kommer politikerne farende. De kommer bare ikke farende, når vi er helt fyldt. Det går kun den ene vej, og det er ærgerligt.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.