Aalborg

Ansatte følger kunderne

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Arkivfoto.

SKAGEN:Til daglig er Jan Trigo Carlsen souschef i Netto på Frederikstorv i Aalborg, men når landet bliver ferieramt, og storbyernes menneskevrimmel flytter på landet, rykker han til Skagen for at bistå kollegerne på butikskædens nordlige flanke med betjeningen af de mange ekstra kunder. - Der er "run" på heroppe, men det er et dejligt afbræk i den daglige rutine. Det er jo en anden type kunder, end jeg møder til daglig, siger Jan Trigo Carlsen, der samtidig nyder den ekstra fordel af opholdet i Skagen, at det er hans gamle hjemby. - Så der er også lejlighed til at hilse på mange af mine gamle venner, tilføjer Jan Trigo Carlsen, der så vidt han på stående fod erindrer har "vikarieret" i Skagen i mindst seks somre. For Netto er modellen med at lade fastansatte andre steder fra træde til i butikker, der fra maj og fremad undertiden bliver løbet over ende af turisterne, optimal ifølge distriktschef Jens Willumsgaard. - Vi får medarbejdere, der i forvejen kender vores forretningskoncept, og dermed undgår vi den indkøringsperiode på tre uger, som er nødvendig for nyansatte, siger Jens Willumsgaard. Og der er god brug for en hurtig indsats. Fra begyndelsen af maj fordobles den daglige omsætning, og når ferien topper midt i juli, løber der tre gange så manger varer forbi kasseapparatet, som på en dag i marts. - Især mandag ovenpå weekendens skiftedag i sommerhusene, kan det være ret så voldsomt. Der har været dage, hvor der var beklageligt tomt på hylderne. Specielt hvad angår mælkeprodukter, kan det være meget vanskeligt at forudse afsætningen, fortæller Jens Willumsgaard. Derudover er det varer som grøntsager og vin, som sommerturisterne efterspørger. - Det gælder især de økologiske grøntsager. Der er dage, hvor vi sælger 10 gange så mange økologiske gulerødder som normalt, siger Jens Willumsgaard, der mener at kunne forklare fænomenet med, at opfattelsen af at økologiske produkter er godt for sundheden, er mere udbredt blandt byboere end blandt landbefolkningen. Det faste hold Det er et relativt fast hold af Nettofolk fra Aalborg, der tager ophold i Skagen sommeren over. - Det er meget populært. Nogle kobler det sammen med Skagen visefestival, siger Willumsgaard, og tilføjer, at tilslutningen fra de ansatte er så stor, at det uden problemer lader sig gøre at afvikle sommerferie for de ansatte samtidig. De første år som sommervikar i sin gamle hjemby benyttede Jan Trigo Carlsen sig af lejligheden til at tage del i byens natteliv, men den tid er ovre, forsikrer han.