Redningsvæsen

Ansatte og sprinkler stoppede brand

Hos NJA Furniture A/S i Nors håber man at kunne genoptage hele produktionen efter juleferien, men det er endnu ikke helt afklaret

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Brandfolkene konstaterede, at fabrikkens sprinkleranlæg og de ansattes indsats havde fungeret efter hensigten.

NORS:Sprinkleranlægget i en produktionshal på møbelfabrikken NJA Furniture A/S i Nors fungerede torsdag eftermiddag, som det skulle, da der udbrød brand i en maskine i en af tre produktionslinjer på virksomheden. Og dertil kom en meget hurtig indsats med brandslukning fra medarbejdernes side, fortæller virksomhedens administrerende direktør Allan Overgaard.

- Branden var næsten slukket, da vi ankom. Men der er en del røg- og sodskader, siger indsatsleder Lars Bjørndal fra Thisted Kommunale Brandvæsen.

Også virksomhedens tekniske chef, Kent Bang Andersen, er meget tilfreds med den hurtige slukning:

- Det ser ud til, at vi i morgen kan køre videre, bortset fra den ene linje, lød det fra ham, mens brandvæsenet endnu var til stede på virksomheden.

Fredag går virksomhedens ca. 100 ansatte på juleferie i to uger, men det er endnu for tidligt at sige, om maskinen og dermed produktionslinjen kan være færdigrepareret til mandag 7. januar, hvor produktionen genoptages, eller om det bliver nødvendigt at udskifte helt eller delvist den maskine, der var ild i, sagde Kent Bang Andersen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.