EMNER

Ansatte skal køre bus

Taxavognmænd mister kørsel for 1,4 mio. kr. til aktivitetscentre.

Taxavognmænd mister 1,4 mio. kr. i omsætning, når Hjørring Kommune gennemfører en besparelse på transport af ældre borgere til aktiviteter på aktivitetscentrene. Det er et ønske om at rationalisere kørslen til centrene, der har fået forvaltningen til at undersøge, om der er besparelsesmuligheder ved at lade personalet hente brugerne i kommunal bus. Det ser ud til, at kommunen kan spare 550.000 kr. om året, så politikerne i kommunens sundheds-, ældre-, og handicapudvalg har sagt god for forslaget. Fire aktivitetscentre Det drejer sig om kørsel med borgere til de fire særskilte aktivitetscentre for demente på Bålhøjcentret, Vesterlund, Lynggården og Sindal Dagcenter. Personalet mener fagligt, at det kan være en fordel at hente borgerne selv i en minibus, da de kender brugerne godt i forvejen. Aktiviteterne kan på den måde begynde allerede i bussen. Foruden kørslen til de fire nævnte aktivitetscentre vil kommunen også fremover selv i en stor bus køre borgere til det ordinære aktivitetstilbud på Vellingshøjcentret. Taxavognmændene har tidligere kørt med borgerne efter taxameter.