Brandstiftelser

Ansattes sikkerhed skal sikres efter brand

Efter den påsatte brand torsdag aften i Hjørring Kommunes afdeling Gasværket vil borgmester Bent Brown (S) tage spørgsmålet om medarbejdernes sikkerhed op på det ugentlige direktørmøde mandag.

- Det er en meget ubehagelig situation, og vi kan ikke leve med at have utrygge medarbejdere på arbejdspladsen, siger borgmester Bent Brown. Han frygter, at situationen kan sammenlignes med situationen med molotovangrebet i Korsør for nylig, og vil ikke afvise, at sikkerheden skal skærpes på Gasværket, som er arbejdsplads for en del af kommunens aktiverede kontanthjælpsmodtagere og for ansatte i socialforvaltningen. Kriminalinspektør Henri Gade fra Hjørring Politi oplyser, at tekniske undersøgelser fredag med sikkerhed har bekræftet, at også branden natten til store bededag var påsat. Det var branden 28. april i et kælderrum på Gasværket også. - Vi har ingen konkrete mistanker, men arbejder med en række teorier. Vi vil nu undersøge de henvendelser vi har fået fra offentligheden, siger Henri Gade, der oplyser, at Hjørring Politi vil tage en snak med Gasværket og rådgive om sikkerhed, som følge af de to brande.