Ansigt kan være risikabel nøgle til at låse telefon op

Brug af ansigtsgenkendelse betyder ifølge eksperter øget risiko for, at tyve skaffer sig adgang til telefoner.

Apple præsenterede tirsdag tre nye smartphones, heriblandt iPhone X, der bruger ansigtsgenkendelse. Scanpix/Josh Edelson
Teknologi 13. september 2017 15:24

MOBILER: Brugen af ansigtsgenkendelse som nøgle til nye iPhone-mobiler øger risikoen for, at der kan ske tyveri af personlige oplysninger.

Det vurderer eksperter.

- Biometriske oplysninger som for eksempel fingeraftryk og ansigtsgenkendelse er ikke så sikre, som nogen måske går og tror, siger Jesper Lund, formand for It-politisk Forening.

Apple præsenterede tirsdag tre nye smartphones, heriblandt den nye iPhone X, der benytter ansigtsgenkendelse som metode til at låse telefonen op.

Skanning af ansigtet kan også bruges som kode til andre programmer som Apple Pay, som er en mobil betalingsform.

Men brugen af biometriske data som eksempelvis fingeraftryk og nu også ansigtsgenkendelse øger ifølge Jesper Lund risikoen for, at lyssky elementer prøver at snyde:

- Det kan godt være, at et foto af dig fra for eksempel Facebook kan bruges til at låse telefonen op. Meget af den teknologi kan ikke skelne mellem det rigtige ansigt og et billede, siger Jesper Lund.

- Jeg anser det for at være en ret betydelig sikkerhedsrisiko, siger formanden for It-politisk Forening, der er en uafhængig forening, som arbejder for at styrke borgernes digitale rettigheder.

Også it-sikkerhedskonsulent Christian Panton ser en risiko for, at de biometriske data kan havne i hænderne på udspekulerede tyveknægte.

Han forudser, at ansigtsgenkendelse bliver standard for smartphones, og hvis blot en enkelt leverandør ikke har styr på sikkerheden, kan det få store konsekvenser:

- Apple er gode til at beskytte de her data, så ens ansigtskarakteristika ikke forlader telefonen, når man bruger den løsning - tilsvarende med fingeraftryk.

- Men man ved jo ikke, om en mindre virksomhed har samme sans for sikkerhed, for eksempel en opstartende kinesisk leverandør af smartphones, siger Christian Panton.

Og modsat et password eller en pinkode er det ifølge it-bloggeren ikke helt så let at skifte fingeraftryk eller ansigtsudtryk, hvis først oplysningerne er lækket:

- Hvis først data lækkes, så er der det problem, at man skal skifte ansigt eller fingeraftryk, hvis man ikke vil have, at folk skal kunne logge ind. Og det er jo ikke særlig nemt.

De nye telefoner ventes i handlen i Danmark i begyndelsen af november.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...