Tyverier

Ansigt til ansigt med fræk tyvebande

HOBRO:Tyveveknægtene handlede lynhurtigt, forsvandt og vendte tilbage en times tid senere. Anden gang fik Peugeotforhandler Peter Østergaard og hans mekaniker Peter Hald sig en alvorlig forskrækkelse. Autoforhandleren havde netop forladt sin naboforretning, Hobro Bil & Erhvervscenter på Smedevej 5, for at hente nogle sager i værkstedet ovre hos Peugeot Hobro på Smedevej 3. Klokken er cirka 21.30 lørdag aften. Autoforhandleren returnerede til Smedevej 5 omtrent samtidig som mekanikeren, der i mellemtiden var dukket op for at stille en autocrosser i garage. Begge bemærkede et smadret vindue i fordøren til værkstedet og en åbnet venstre port. Både en bærbar computer til at teste biler med og nøglen til autotransporteren var forsvundet. – Jeg var væk i højst 10 minutter, men på den korte tid nåede banden at bryde ind og stjæle både pc og nøgle. Utroligt, at vi ikke rendte ind i dem, allerede da vi kom tilbage, siger Peter Østergaard. Men de – måske hætteklædte – mænd i den mørke Opel Vektra slog minsandten til bare en times tid senere. De kom bragende – De kom bragende ind på pladsen, klodsede bilen og drønede ud igen, så snart de fik øje på os. Jeg er sikker på, at de kom for at hente autotransporteren, siger Peter Østergaard. Han og Peter Hald gik på det tidspunkt og barrikaderede pladsen af og satte biler foran den opbrudte port. – Den mørke Opel Vektra var helt fyldt med mennesker, og jeg fik en grim forskrækkelse, fortæller Peter Hald. Ikke desto mindre valgte han at sætte efter tyvebanden i forsøget på at få noteret deres nummerplade. Det lykkedes ikke. Men mekanikeren registrerede gerningsmændene på "studietur" både hos Ford og Toyota i samme kvarter. Først da det går op for dem, at Peter Hald fulgte efter dem, kører banden fra stedet i rasende fart. – De må jo være totalt kolde, kommenterer Peter Østergaard. Også vægterfirmaet Jysk Vagt & Butikskontrol i Hobro blev varskoet og rykkede med det samme. Denne gang dog for sent. Vægterne har været på farten flere gange og i tre tilfælde overrasket tyveknægte. Panisk kunde – Torsdag aften ved 22-tiden blev vi kontaktet af en lidt panisk kunde på Smedevej, som havde overrasket tre mænd i færd med at bryde ind hos naboen Thy Auto på Smedevej. Men tyvene var over alle bjerge, da vi nåede frem ret kort tid efter, forklarer Palle Povlsen. I min tid som vægter har jeg aldrig oplevet noget lignende. Det er både velorganiseret og voldsomt, det der sker lige nu. Og vi har taget konsekvensen og kører for tiden med tre biler hver nat, tilføjer Palle Povlsen. – Vi har oplevet en særdeles livlig aktivitet de sidste 10-12 dage med fem-seks indbrudsforsøg og to-tre gennemførte indbrud i industrikvarteret på begge sider af Randersvej, bekræfter Vicekriminalkommissær Henning Hansen, Nordjyllands Politi i Hobro.