Ansigtsløftning på torvet

} RENOVERING: Set i bakspejlet var det vel nærmest held i uheld, at Farsø Kommune ikke allerede i fjor kom i gang med den tiltrængte renovering af Torvet 1, hvor kommunens service-, markedsførings- og turistkontor har til huse. Pengene var afsat i budgettet, men kom ikke til udbetaling, fordi de sidste detaljer omkring etableringen af det nye Vækstcenter i Farsøs midte endnu ikke var helt på plads, men nu skulle alt være klar til, at håndværkerne kan gå i gang med 1. etape af projektet. Renoveringen indebærer ikke blot, at den markante bygning på Torvet får en tiltrængt ansigtsløftning. Projektet åbner samtidig mulighed for, at der kan skabes "en naturlig og smuk sammenhæng" mellem det gamle servicekontor og det nyetablerede vækstcenter. Teknik- og miljøudvalget og økonomiudvalget har begge sagt god for, at de små 180.000 kroner, der i fjor var afsat til formålet, kan overføres til budgettet for i år, og dermed skulle resten nærmest være en formalitet. } FOKUS PÅ NØDHJÆLP: Farsø Efterskole i Stistrup danner rammen, når Strandby Menighedsråd ved sin sogneaften torsdag 3. mars får besøg af formanden for Folkekirkens Nødhjælp, Stig Glent-Madsen. Han vil fortælle om organisationens arbejde i nogle af verdens brændpunkter, bl.a. i forbindelse med sulten, der hersker i Etiopien og om flodbølgekatastrofe i Asien. Sogneaftenen er også optakt til Landsindsamlingen 6. marts "Stop den stille sult". I Strandby vil KFUM-spejderne være behjælpelige med at samle ind, men har man lyst at give et par timers hjælp, kan man henvende sig til forstander Søren Dolmer, der er indsamlingsleder i Strandby.