Ældreforhold

Ansigtsløftning til plejecenter

Biersted Plejecenter vil lave deres triste haver om til spændende nytte- og sansehaver.

BIERSTED:- Det ser mildest talt miserabelt ud. Så kort kan det siges, hvis den daglige leder på Biersted Plejecenter skal beskrive deres haver. Hun har derfor sammen med beboerne og sine kollegaer søgt om ca. 350.000 kroner til at gøre noget ved det. De vil nemlig lave nytte- og sansehaver, som de ældre kan få glæde af året rundt. - Vores ønske er at få en have, man kan følge uanset vejr og vind, forklarer den daglige leder, Kirsten Thorhauge. Ansigtet udadtil En lille terrasse, et stakit og et forsømt drivhus - det er, hvad beboerne på Biersted Plejecenter kan nyde udsigten af fra deres opholdsstue. Det, de ønsker sig, er dog noget helt andet: stier med fliser, højbede, frugttræer, vandkunst og andet. - Ud over at det kommer til at se ordentligt ud, bliver der også noget for alle sanser, fortæller Kirsten Thorhauge. Hun forklarer, at haven er plejecentrets ansigt udadtil, og at det betyder meget for beboerne at kunne gå en tur i haven med deres pårørende. Den udpinte have har derfor været et tilbagevendende emne hvert år. Søger pulje om hjælp For ikke at ærgre sig over haven i endnu et år, har plejecentret derfor søgt om hjælp. Regeringen og Dansk Folkeparti lavede nemlig med finanslovsaftalen en pulje til udvikling af bedre ældrepleje. Her blev der afsat 200 millioner kroner, som kan søges til forskellige projekter. Det er netop den pulje, som Biersted Plejecenter håber på, der kommer dem til undsætning. De har nemlig med Social- og Sundhedsudvalgets opbakning søgt om ca. 350.000 kroner. Beboerne planlægger I de 350.000 kroner er det inkluderet, at de 17 beboere kan komme med ud og vælge havemøbler m.m. - Det er jo deres have, forklarer den daglige leder og tilføjer, at beboerne selv har været med i planlægningen. Det er dog ikke kun én, men to haver, der skal laves om. På Biersted Plejecenter er der nemlig den separate afdeling Rønnebo for demente, som også har en lille have. - Vi vil gerne lave nogle haver, hvor man kan færdes, uanset om man er gangbesværet, har et synshandicap eller andet, forklarer Kirsten Thorhauge. Hun venter derfor spændt sammen med beboerne på, at de til november får svar fra puljen.