Ansvaret ligger nu hos byens borgere
Frøstrup Kro blev lørdag eftermiddag afleveret til Frøstrups borgere, turister og omegnens foreninger

Galleri - Tryk og se alle billederne.
FRØSTRUP:Efter hårdt arbejde kunne foreningen Hannik lørdag eftermiddag aflevere Frøstrup Kro til byens borgere, turister og foreninger i omegnen så langt som til Jammerbugt Kommune.
For det er borgerne, idrætsforeningerne og andre typer foreninger, som skal være det bærende element fremover for at skabe liv i den ombyggede og renovererede Frøstrup Kro.
Gennem en årrække har kroen været ejet af Frøstrup Borgerkro, som har været en uvurderlig medspiller under processen med at skabe noget nyt i Frøstrup Kro.
Og nyt er det sandelig blevet det hele. Intet er som før. Vægge er væltet, og ud mod Vestergade rumsterer borgerkroen, som har åbent fredag og lørdag, og som mest ligner en moderne kro i stedet for et mere råt værtshus. Og det er netop også lige hensigten.
Vel omkring 150 borgere fra Frøstrup og Hannæs mødte op til den officielle indvielse af kroen, der i fremtiden endvidere kommer til at fungere som forsamlingshus og mødested.
Formanden for Foreningen Hannik, Inga Sand Sørensen, rettede i sin tale en stor tak til de mange frivillige, håndværkere, arkitekt og ingeniør, som har gjort projektet muligt.
Inga Sand Sørensen nævnte tillige Otto Lægaard. Han er Thisted Kommunes fundraiser, og som sådan har han været behjælpelig med at holde styr på bevillingerne, og da særlig fra Realdania og Ministeriet for Bolig og Landdistrikter samt LAG Thy-Mors.
- Det her er en rigtig festdag, som vi har set frem til længe, slog Inga Sand Sørensen fast.
Karen Skou fra Realdania var ligeledes mødt op til indvielsen, og bed mærke i, at et projekt af denne størrelse kun kan lade sig gøre med mange ildsjæle.
Og de folk har Frøstrup!
- Det er grundlæggende for at kunne skabe investering i yderområder, sagde Karen Skou, der ligeledes fremhævede Thisted Kommune som en god samarbejdspartner, der støttede projekter som Frøstrup Kro og Forsamlingshus.
Borgmester Lene Kjelgaard Jensen (V) hæftede sig ved, at projektet i Frøstrup, ikke kun omfatter en modernisering af kroen, men tillige drejer sig om som en city-promenade.
Hun nævnte også, at Thisted Kommune har opkøbt flere faldefærdige huse, som efterfølgende er blevet revet ned, og samtidig har kommunen bevilget et større beløb til renovering af idrætsforeningernes klubhus.
- Aktiviteten i byen har alle bevirket, at der i 2011 og 2012 er solgt otte-ni huse, som længe har været til salg, sagde borgmesteren.
Efter talerne og den officielle indvielse, blev de mange fremmødte budt på pindemadder, og til at gøre den store dag rigtig munter og endnu mere festlig, var mandskoret Blegrøde Proptrækkerkor fra Fjerritslev inviteret til at synge.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.