Ansvarlighed eller overbeskyttelse?

? Jeg er lærer for en klasse med 23 børn, som alle klarer sig på forskellig vis både fagligt og socialt. Forrige torsdag oplevede jeg at blive skældt ud af en mor, som mener, at jeg ikke gør nok for hendes datter. Moren mener nemlig, at datteren falder udenfor socialt, og det er hun meget oprørt over. Der er to problemer i denne sag: 1) Jeg mener ikke, problemet er så stort, som moren gør, men siden jeg ikke ser alle børnene hele tiden ude i skolegården, kan jeg ikke hver dag give moren en tilbagemelding på, hvem datteren har leget med. Datteren har aldrig et godt svar til sin mor på, hvem hun har leget med, når hun kommer hjem (hvilket jeg mener er normalt for 6-7-årige), og så bliver moren ude af sig selv og tror, at datteren har vært helt ensom og forladt. 2) Moren tror ikke på det, jeg siger, men kun på datteren (som ikke altid husker, hvem hun har leget med), og lader det gå ud over mig. Jeg må indrømme, at det ikke er så let at tackle, for hun var virkelig vred og sagde mange mindre pæne ting til mig, før hun lagde røret på. Jeg har prøvet at tage kontakt med moren og faren efter dette, men de svarer ikke på mine henvendelser. Kan du give mig nogle kloge ord at tage med til denne mor (og far)? ! Der findes forældre, som er så ivrige efter at tage hånd om deres barns trivsel og udvikling, at de lægger sig ud med de vigtigste samarbejdspartnere ved enhver lejlighed og derfor ender med at blive præcis så isolerede, som de er bange for, at deres barn er eller skal blive. Denne konflikt er på mange måder en klassisk konflikt mellem lærere og forældre. Den har skiftende indhold, men kommunikationen går i hårdknude af samme årsag: Forældrene beskriver deres oplevelse af barnet, og læreren beskriver sin. Når disse er forskellige, udvikler der sig en magtkamp om, hvem der har ret. Skolen har i generationer ofte misbrugt sin institutionelle magt til at se stort på forældrenes virkelighed og indsigt, og i løbet af de sidste ca. ti år er nogle forældre begyndt at slå tilbage. Det sker ofte, når for eksempel lærerne beskriver noget ved barnets adfærd eller udvikling, som de synes er problematisk ¿ og forældrene næsten pr. automatik indtager rollen som forsvarere for deres barn. Forældrene føler sig slet og ret angrebet og indirekte beskyldt for at være dårlige forældre. Omvendt oplever mange forældre det som næsten umuligt at trænge igennem til lærerne, når de oplever, at deres barn trives dårligt eller lærer for lidt. Også lærerne går meget hurtigt i forsvarsposition. Denne problematik har i mange år ligget mig stærkt på sinde, fordi den er så almindelig og samtidig så ødelæggende. For børnene er det slemt at komme i klemme mellem to voksne, som deler ansvaret for deres liv i ti år. Ikke helt så slemt, som hvis det var forældrene, men bestemt ubehageligt og noget, der kræver meget energi af barnet og ofte gør dets forhold til selve det at gå i skole problematisk. Begge voksne er selvfølgelig ansvarlige for dette, men vi kommer ikke udenom, at læreren/skolen står med hovedansvaret for kvaliteten af det forhold, der bygges op (eller rives ned) i forhold til hvert enkelt forældrepar. (Se f.eks. kapitlet om dette i: J. Juul & H. Jensen ¿Fra lydighet til ansvarlighet¿ (Ped.Forum). Det gælder også, når forældrenes adfærd ¿ som i dette tilfælde ¿ er under standard. Det betyder ikke, at det er din skyld, at det er blevet sådan, men at det er dit ansvar at forsøge at ændre på kommunikationen. Derfor er det både fornuftigt og modigt, at du fortsætter med at invitere dem til en dialog. Mange lærere føler sig magtesløse i konflikter som denne, blandt andet fordi læreruddannelsen endnu ikke bruger tid på at lære de studerende at føre reelle dialoger med forældrene. Højskolerne sidder ligesom skolerne ofte fast i en kultur, som lægger vægten på et mere formelt skole-hjem-samarbejde, og det, man lærer her, er langtfra tilstrækkeligt til at tage det ansvar og det lederskab, som læreren må tage. Den aktuelle konflikt handler ikke om, hvem der har ret ¿ sagligt eller moralsk. Selv hvis vi gør det tankeeksperiment, at moren faktisk har ret i, at hendes datter er socialt isoleret, er hun afhængig af skolens velvilje og aktive samarbejde for at kunne ændre situationen. Så længe hendes oplæg til samarbejdet er at krænke dine personlige og faglige grænser, ligger hele ansvaret for datterens liv i skolen desværre på dig. Denne mor tager ikke medansvar for sin datters liv i skolen. Hun puster sig bare op og spiller ansvarlig, og uanset om det skyldes bekymring, usikkerhed, angst eller magtesløshed, er hun ansvarlig for alt, hvad der kommer ud af hendes egen mund. Det er forældres privilegium at være irrationelle, indtil de føler sig trygge, men ikke den professionelles. Måske er denne mor groft overbeskyttende/bekymret. Måske har hun gennem seks år tilegnet sig et monopol på sin datters opvækst, som har sat hendes mand skakmat, eller måske oplever hun bare, at du ikke er imødekommende. Uanset hvad bliver det dit job at få dialogen etableret, og indtil den er det, kan du ikke tillade dig at psykologisere over hendes motiver eller forholdene i deres familie. Du må bare holde fast på, at du gerne vil have kontakt, gerne vil samarbejde, men hverken vil finde dig i verbale krænkelser eller føle dig forpligtet til at være enig eller til at udføre pædagogisk bestillingsarbejde på hendes kommando. Skulle mine værste fantasier om en usikker, kontrollerende, overbeskyttende mor og en passiv far være sande, vil konsekvensen desværre meget snart blive, at moren får ret i sine fantasier om datterens sociale situation. Overbeskyttede børn er også forsømte børn, og forsømte børn bliver let ofre i sociale sammenhænge. Jeg vil derfor foreslå, at du eventuelt får vejledning og støtte fra en god kollega, skolepsykologen eller skolens leder, så du ikke mister overblikket i mødet med forældrene. Derimod er det ikke smart, at du inviterer en kollega med til den næste samtale. Det vil med stor sikkerhed forstærke morens oplevelse af at være i magtkamp og øge hendes aggressivitet over for dem, hun betragter som ¿fjenden¿. Det kan være et alternativ at invitere en erfaren kollega eller en skolepsykolog, men så skal det være med følgende begrundelse: ¿Jeg har inviteret X, fordi du tydeligvis ikke oplever, at jeg hører eller forstår dig. Derfor er X med som din ¿advokat¿ og ikke som min.¿ Det er en vanskelig, men uhyre vigtig mission, du skal ud på, og jeg håber, at du enten kan finde styrken i dig selv eller få den nødvendige støtte på din arbejdsplads til at hjælpe denne mor til at skifte holdning og tone.