Coronavirus

Antal indlagte med corona er det laveste siden november

Lørdag morgen var 173 smittede indlagt på hospitalet, viser tal fra SSI. Det er det laveste siden 3. november.

Arkivfoto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Arkivfoto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

KØBENHAVN:Coronasituationen på landets hospitaler fortsætter med at se bedre og bedre ud. Det viser den daglige opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI).

Lørdag morgen var 173 smittede indlagt på landets hospitaler. Det er 12 personer færre end fredag - og det laveste siden 3. november.

Situationen har altså udviklet sig bedre, end det var frygtet. En ekspertgruppe under regeringen havde tidligere beregnet, at vi kunne risikere op mod 870 indlagte i midten af april, da dele af samfundet blev genåbnet.

Antallet af coronapatienter har været støt faldende, siden det toppede 4. januar, hvor 964 smittede var indlagt på hospitaler i Danmark.

Lørdag morgen lå 40 af de indlagte på intensivafdelinger, hvilket er fire flere end fredag. 30 af dem er tilkoblet en respirator.

Der er det seneste døgn sket 25 nye indlæggelser af smittede. Når det samlede antal indlagte falder, skyldes det, at der også er sket udskrivelser af patienter.

På grund af tekniske problemer dækker dagens opgørelse over smittetilfælde 26 timer. Her er registreret 724 nye tilfælde.

Det svarer til 0,38 procent af de 191.806 prøver, der er kommet svar på. Tallet kaldes positivprocenten og er på niveau med de foregående uger.

Der er i den seneste opgørelse også foretaget 215.259 lyntest. De positive tilfælde fra lyntest indgår på grund af usikkerhed om testsvarene ikke i statistikken over smittetilfælde. Det gør kun svar fra PCR-test.

Yderligere 17.343 personer har fået første stik med en coronavaccine, mens 8517 har fået det andet og sidste stik siden fredagens opgørelse.

Det betyder, at 17,8 procent af danskerne nu har fået mindst ét stik med en vaccine. Af dem har tæt på 500.000 fået begge stik - svarende til 8,5 procent af Danmarks befolkning.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.