Antal Omikron-tilfælde stiger til knap 800
Mens der onsdag var 577 tilfælde med Omikron, er tallet torsdag steget til 796 tilfælde, oplyser SSI.
Der er nu registreret i alt 796 smittetilfælde med den nye coronavariant Omikron i Danmark.
Det oplyser Statens Serum Institut (SSI) i en pressemeddelelse torsdag.
Onsdag var der fundet i alt 577 tilfælde.
De første to tilfælde i Danmark blev bekræftet 28. november, efter at de smittede var indrejst til Danmark fra Sydafrika. Siden er smitten med coronavarianten steget herhjemme.
Langt de fleste af tilfældene er fundet i aldersgruppen 20-29-årige, viser en rapport fra SSI.
SSI skriver, at meget af smitten er set i relation til supersprederbegivenheder. Mønsteret ligner det, man så i forsommeren i år, da den nu dominerende Delta-variant begyndte at sprede sig, lyder det.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.