Redningsvæsen

Antallet af bygningsbrande er fordoblet i Løkken-Vrå

LØKKEN:Antallet af bygningsbrande er fordoblet i Løkken-Vrå fra 2001 til 2002. I fjor var der ti bygningsbrande mod kun fem året før. Den ene var allerede på første dag i 2002, hvor en ejendom ved Børglum nedbrændte. Beredskabschef Helge Michaelsen kunne oplyse om de mange brande i forbindelse med nytårsparolen. Der har også været flere naturbrande, idet der i fjor var tre mod kun én året før. Antallet af skorstensbrande er halveret fra seks i 2001 til kun tre i fjor. Han kunne oplyse, at antallet af blinde alarmer er mere end halveret fra 11 i 2001 til kun fem i fjor. Helge Michaelsen fortalte om de ny regler, der indebærer, at der her fra årsskiftet kun skal rykke fem brandmænd ud sammen med en holdleder mod tidligere syv og en holdleder. - I Løkken-Vrå vil der dog i hele 2003 rykke syv mand ud, idet der er en aftale med Falck omkring denne bemanding. Men derefter bliver antallet sikkert reduceret til fem, sagde Helge Michaelsen. Han kunne glæde sig over, at der i årets løb ikke lokalt har været de store ulykker. - Men vi skal ikke længere hen end til Frederikshavn, hvor tre brandmænd omkom 11. september, sagde han. Hidtil har der været en regel om, at slukningskøretøjerne skal forlade stationen inden fem minutter efter en alarm er gået. - Denne regel er faldet væk, men vi skal være fremme inden for 15 minutter til ethvert sted, oplyste Helge Michaelsen. Han forsikrede, at brandfolkene vil gøre deres yderste for at nå hurtigt frem, selv om en brand er tæt på stationen. - Brandfolkene har altid sat en ære i at kunne komme hurtigt frem, sagde Helge Michaelsen. Selv om Helge Michaelsen er stoppet som bygningsingeniør ved Løkken-Vrå Kommune, er han fortsat beredskabschef i kommunen. Og han har planer om at fortsætte en tid endnu.