Antallet af chefer i skattevæsenet er steget

Et boost af chefer kan ikke løse udfordringen med, at Danmark taber skatteindtægter, siger S-skatteordfører.

Politik 5. september 2018 04:56

I løbet af et år er der blevet ansat knap 100 flere chefer i skattevæsenet, hvilket svarer til en stigning på 25 procent.

Dermed har væksten på chefgangen været næsten dobbelt så høj, som væksten i antallet af øvrige medarbejdere har været, skriver Finans.

Det viser en opgørelse, som Administrations- og Servicestyrelsen har lavet for Finans, inden det gamle Skat blev lukket og erstattet af syv nye styrelser.

Skatteminister Karsten Lauritzen bekræfter overfor mediet, at der er blevet ansat flere ledere end menige medarbejdere. Men han påpeger, at den stigning kun er midlertidig.

Både politikere og fagforbund har efterlyst flere medarbejdere til eksempelvis at inddrive gæld. Og udviklingen kommer bag på både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.

Det lyder som en meget voldsom stigning, vurderer Socialdemokratiets skatteordfører, Jesper Petersen.

- Jeg forestiller mig ikke, at det, som omorganiseringen af skattevæsenet skulle handle om, mest var en eksplosion af antallet af folk på ledelsesgangene.

- Men at der også ville blive prioriteret egentlige medarbejdere i produktionen og skattekontrol. Der har det været vanskeligere at få regeringen til at støtte, siger han.

Begge partier vil bede ministeren om en redegørelse. Skatteordføreren ser gerne, at der bliver sat mandskab ind til at styrke kontrol og vejledning i skattevæsenet.

Han påpeger, at man bør sætte 1000 ekstra medarbejdere ind til at arbejde med udfordringen med tabte skatteindtægter.

- Det er ikke noget, som et boost af chefer kan løse. Det kræver nogle egentlige medarbejdere i Skats daglige indsats, siger han.

Ifølge skatteministeren er der behov for at styrke ledelsen i det danske skattevæsen i kølvandet på de skandalesager, der har været.

Men han vurderer også, at det er naturligt, at det er cheferne, der bliver ansat før medarbejderne.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...