Antallet af dødsbrande er steget

Nordjyske beredskaber forsøger at sænke risikoen for flere brandofre

Arkivfoto: Bente Poder <i>© Bente Poder</i>

Arkivfoto: Bente Poder © Bente Poder

NORDJYLLAND:I 2014 mistede 84 personer livet ved i alt 81 brande.

Det er det højeste antal omkomne ved brande i seks år, viser en ny opgørelse fra Beredskabsstyrelsen.

Socialt udsatte er overrepræsenteret blandt ofrene ved brande: Over halvdelen af dødsbrandene i 2014 skyldes rygning, og de omkomne er typisk over 50 år, bor alene og har røget tobak i kombination med alkohol eller andre rusmidler.

Men til forskel fra den landsdækkende tendens er det samlede tal for Nordjylland faldet fra ni omkomne i 2013 til blot fire i 2014.

Enlige særligt udsatte

Men også ofrene for dødsbrande i Nordjylland følger statistikken. I Hjørring omkom der i 2014 to personer som følge af en brand. Begge var enlige, og i begge sager var brandårsagen rygning. I Aalborg og i Thisted døde en person i hver kommune som følge af brand. Igen boede de selv og rygning blev angivet som brandårsag.

Til tendensen med ældre, enlige borgere, der ryger, siger kampagnekoordinator i Beredskabsstyrelsen, Pil Storm Giersing:

- Typiske eksempler på de forfærdelige dødsbrande er, at ofrene er faldet i søvn med en tændt cigaret i hånden, eller mens der er sat mad over på komfuret. Og når de bor alene, så er der jo ingen til at stoppe ilden, før den udvikler sig eller råbe om hjælp.

Må sætte ekstra ind

I Hjørring er antallet af omkomne i dødsbrande det samme for 2013 og 2014, hvor to personer hvert år døde.

Og det er for højt et tal ifølge Thomas Dybro fra Beredskabet i Hjørring Kommune:

- Vi kan jo se, at alle fire var enlige, og at rygning blev dødsårsagen. Som kommune har vi mange borgere i den høje ende af aldersskalaen. Derfor må vi sætte ekstra ind overfor denne gruppe.

Det har Beredskabet i både Frederikshavn og Hjørring gjort ved at deltage i Beredskabsstyrelsens kampagne Brandsikker Bolig, der især har fokus på svage ældre og andre udsatte grupper.

Indtil videre er 18 danske kommuner tilmeldt forebyggelseskampagnen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden