Coronavirus

Antallet af indlagte er på sit laveste i fire måneder

Antallet af patienter på intensivafdelinger falder. Det samme gælder antallet af patienter i respirator

Siden starten af januar er antallet af indlagte med covid-19 i Danmark faldet markant. (Arkivfoto)

Siden starten af januar er antallet af indlagte med covid-19 i Danmark faldet markant. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:Det er gået den rigtige vej med antallet af indlagte med corona på de danske hospitaler et stykke tid, og den udvikling er fortsat torsdag.

Torsdag morgen var 195 personer indlagt med covid-19 i Danmark. Det er en mindre end onsdag, viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Det er det laveste antal siden 8. november, hvor 188 smittede var indlagt.

- Det er ikke ret meget coronapres, der er på Danmarks sygehuse i disse uger, fortæller Henrik Nielsen, der er professor og overlæge på Aalborg Universitetshospital.

- Der er i hvert fald ikke nogen påvirkning af den øvrige drift for alle de andre sygdomme, som også skal behandles, så vi er i en rolig fase lige nu, siger han.

Antallet af indlagte nåede det hidtil højeste antal 4. januar, hvor 964 smittede var indlagt. Siden er antallet altså faldet støt.

Torsdag morgen var 38 patienter indlagt på intensivafdelinger, og 22 var tilkoblet en respirator. Det er i begge tilfælde tre færre end onsdag.

Den seneste tid har de daglige smittetal været lave, og det tyder ifølge Henrik Nielsen ikke på, at der er flere patienter på vej ind på sygehusene.

- Men det kan ikke udelukkes, at hvis der åbnes mere de kommende uger, at der så kan komme lidt flere. Men jeg ser ikke noget for mig, der vil presse os urimeligt, lyder det fra professoren.

Der er det seneste døgn sket 28 indlæggelser af smittede. Når det samlede antal indlagte alligevel falder, skyldes det, at der er også sket udskrivelser.

Samtidig er yderligere en smittet person afgået ved døden. Det vides dog ikke, om vedkommende var indlagt på hospitalet.

Der er registreret yderligere 786 smittetilfælde blandt 304.412 prøver. Det svarer til, at 0,26 procent af testene har været positive for covid-19.

Tallet kendes også som positivprocenten. Den er på samme niveau som det seneste stykke tid.

I opgørelsen indgår både statens PCR-test og de private udbyderes lyntest, der har resulteret i falsk positive svar. Det er derfor forbundet med usikkerhed.

Desuden kan de samme personer optræde flere gange i statistikken, hvis de først har fået en lyntest og siden en PCR-test.

Lyntestene blev tilføjet SSI's samlede opgørelse i sidste uge. Inden for en uge bliver de to testtyper skilt ad, fortalte SSI tidligere torsdag.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.