Antallet af ledige og i job falder fortsat

Hjørring Kommune har på et år fået 769 færre borgere i beskæftigelse og 193 færre ledige

Poul Christoffersen
Byggeriet af almene boliger på Svanelundsbakken er et af de steder, hvor der er sammenhæng mellem faldende ledighed og stigende beskæftigelse. Arkivfoto: Bent Bach
Hjørring 30. september 2013 11:58

HJØRRING: August tallene fra Danmarks Statistik viser, at bruttoledigheden og beskæftigelsen i Hjørring Kommune fortsat falder.

Fra juli til august 2013 faldt den registrerede ledighed fra 1.463 til 1.436, og samtidig med er tallet faldet med 12 procent i forhold antallet af ledige i august 2012. Da var der 1.629 ledige

- Det ser tilsyneladende godt ud, men der er den luskede baggrund at beskæftigelsen ikke går op som følge af den lavere ledighed, siger Ivan Leth, formand for arbejdsmarkedsudvalget.

Trods faldet i bruttoledigheden med 12 procent, var der kun 22.906 borgere med bopæl i Hjørring Kommune, som var i beskæftigelse i august 2013 mod 23.775 beskæftigede et år tidligere.

Altså et fald på 769 personer på et år.

Den paradokse udvikling har været i gang over en længere periode, og det har ført til, at Beskæftigelsesregion Nordjylland har lavet en analyse, der kan give en del af forklaringen.

Det er sket med udgangspunkt i de ledige i uge 22 i 2012 og 2013.

Der var 2315 ledige i uge 22 sidste år, og et år senere var knap halvdelen i job. 8 procent var på sygedagpenge, mens 32 procent fortsat gik ledige.

Derefter undersøgte regionen den status 1847 ledige i uge 22 2013 havde for et år siden, og her kom kun 34 procent ind i ledighedsstatistikken fra et job. Resten havde været i uddannelse, kontanthjælp, på sygedagpenge eller revalidering.

Endelig sker der en fraflytning af arbejdsduelige borgere fra kommunen.

Konklusionen er, at der slet ikke er et 1 til 1 forhold mellem at forlade den registrerede ledighed og beskæftigelsen af kommunens borgere.

En anden del af forklaringen er nogle falder ud af statistikken på grund af dagpengereformen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...