Antallet af smittede er lavere end fredag

Der er godt 2600 færre positive coronaprøver i lørdagens opgørelse fra SSI sammenlignet med fredagstallet.

Der er ifølge Statens Serum Institut det seneste døgn fundet 8594 nye tilfælde af coronasmitte i forbindelse med PCR-test. Det er et fald på 2600 i forhold til fredagens tal.

Derimod er antallet af indlagte med corona steget med 15 og hedder nu 533. Det dækker over, at der er sket 126 nyindlæggelser, men at der samtidig også er udskrevet en del patienter.

65 er indlagt på intensiv, hvilket er to flere end dagen før, og 35 får hjælp til vejrtrækningen af en respirator. Her er der sket et fald på to personer.

Antallet af døde er steget med 13 hen over det seneste døgn, og dermed er i alt 3067 personer døde i forbindelse med coronasygdom i Danmark.

De positive test er fundet blandt 233.670 prøver, hvilket giver en positivprocent på 3,7. Det er en del lavere end fredag, hvor tallet hed 5,03.

Der er samtidig foretaget 273.834 antigentest, men antallet af positive test her tælles ikke med i statistikken over smittede.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.