EMNER

Antenneforeninger får ny tv-leverandør

Stofa har købt en del af Canal Digital

Medlemmerne i tre af de nordjyske antenneforeninger skal snart til at have deres signaler leveret af Stofa i stedet for Canal Digital. Det skyldes, at Stofa A/S har købt en del af det Telenor-ejede Canal Digital Kabel. Stofa køber den del, som leverer tv, internet og telefoni til 31 kabel-tv anlæg rundt om i landet. Tre af disse er nordjyske, nemlig Fjerritslev Antenneforening, Aabybro Antennelaug og Gug Visse Dall Antenneforening. Overtagelsen bekymrer ikke Kristian Engh Lundgreen, administrationschef i GVD Antenneforening: - Vi har allerede et godt samarbejde med Stofa, som blandt andet leverer vores IP-telefoni samt visse serviceopgaver på vores anlæg. - Hvad salget af Canal Digital Kabel til Stofa i øvrigt kommer til at betyde for os, kan vi ikke vide endnu, men vi håber, at det giver vores medlemmer endnu flere muligheder, end de har nu. - Vi kan jo konstatere, at i de halvandet år, hvor Canal Digital har leveret vores signaler, er der i hvert fald ikke sket noget nyt, siger Kristian Engh Lundgreen. Stofa betaler 51 millioner kroner for den del af Canal Digital, man nu overtager. Resten af Canal Digital Danmark fortsætter uforandret med at drive den del af forretningen, som sælger enkeltstående tv-kanaler til det danske bolig- og antenneforeningsmarked. Tilsammen har de 31 anlæg cirka 20.000 tv-kunder, omkring 20.000 internet-kunder og 6300 kunder med telefoni via internettet. GVD Antenneforening er den største af de tre nordjyske foreninger, der får ny leverandør. - Med dette køb øger vi vores volumen og dermed vores handlekraft på det danske kabel-tv marked, hvor vi stadig vil fokusere på at være første-udfordreren til de tidligere monopoler. Vi får mulighed for nogle oplagte stordriftsfordele, som i sidste ende vil komme vores kunder til gode, forklarer Klaus Høeg-Hagensen, administrerende direktør i Stofa. Stofa tager omgående hul på dialogen med de nye foreninger. - Vi glæder os til at lytte til de nye kunder og høre, hvad de forventer sig af os - og fortælle dem om alt det, vi har på hylderne hos Stofa, tilføjer Klaus Høeg-Hagensen.