Antennelauget har rundet medlem nummer 4000

Niels Kristian Mikkelsen får gratis tilslutning

Aalborg 1. november 2002 07:00

BRØNDERSLEV: Lærer Niels Kristian Mikkelsen, Stevnsgade 2 i Brønderslev, får indlagt fællesantenne i sit hus helt gratis. Han er nemlig medlem nummer 4000 i Brønderslev Antennelaug, og laugets bestyrelse har besluttet, at medlem nummer 4000 slipper for regningen på 5000 kroner for tilslutning. Mette og Niels Kristian Mikkelsen er netop flyttet ind i huset på Stevnsgade 2, som de er ved at renovere. Da tekniker Jørn Steffensen fra Dansk Kabel-TV mødte op, troede Niels Kristian Mikkelsen, at det var for, at han skulle tilkobles. Men sammen med Jørn Steffensen kom en del af bestyrelsen i Brønderslev Antennelaug: formand Bjarne Jensen, Henning Jensen, Henrik Frost og Jens Gerneu. De kunne overraske Niels Kristian Mikkelsen med den glade nyhed, at han slipper for at få en regning. - Det er kun et par uger siden, jeg bestilte fællesantenne. Vi har ønsket at tilslutte os fællesantenne, da vi samtidig kan få internet-forbindelse. - Og så holder vi meget af se Discovery og CNN, fortæller Niels Kristian Mikkelsen. Niels Kristian Mikkelsen er lærer på VUC i Brovst, mens Mette er laborant på sygehuset i Randers. Da Niels Kristian Mikkelsen underviser i edb på VUC, er det en fordel at have en hurtig internet-forbindelse, og det kan Brønderslev Antennelaug tilbyde. - Vi har valgt at slå os ned i Brønderslev, idet det er midt mellem Hjørring og Aalborg, og Mette håber at få et job på enten Hjørring eller Aalborg Sygehus. Mine svigerforældre bor i nærheden af Brønderslev, og det har også spillet ind på valget. Parret har i fire år boet i Halvrimmen, men har hørt så meget om Brønderslev. - At vi skulle have fællesantenne, har vi ikke været i tvivl om. Men at vi ikke skal betale, er bare fint, siger Niels Kristian Mikkelsen. Han siger, at medlemsskab nummer 4000 falder på et tørt sted. - Når man er i gang med at renovere et hus, kommer der altid en del udgifter til. De sparede penge skal nok bruges til møbler eller på huset, mener Niels Kristian Mikkelsen, der også røbede, at der skulle rødvin på bordet. Bjarne Jensen fortæller, at det går planmæssigt med at renovere ledningsnettet, så der er mulighed for internet-tilkobning. - Vi skulle blive færdige omkring 1. december, og så kan alle tilbydes internet-tilkobling, oplyser Bjarne Jensen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...