Anthony Joshua møder ukrainer på Premier League-stadion

Verdensmesteren Anthony Joshua sætter sine fire titler på spil mod Oleksandr Usyk på Tottenhams stadion.

Anthony Joshua forsvarede senest sine fire titler i december 2020, da han knockoutede bulgareren Kubrat Pulev.

Anthony Joshua forsvarede senest sine fire titler i december 2020, da han knockoutede bulgareren Kubrat Pulev.

LONDON:Sværvægtsverdensmesteren Anthony Joshua forsvarer til efteråret sine fire titler i en kamp på Tottenham Hotspur Stadium i London.

Det bekræfter Joshua og Premier League-klubben tirsdag.

Den 31-årige brite skal op mod den tre år ældre ukrainer Oleksandr Usyk den 25. september og sætter sine titler hos både WBO, WBA, IBF og IBO på spil.

Oprindeligt skulle Joshua have mødt landsmanden Tyson Fury i august, men efter Fury af et andet forbund er blevet tvunget til at møde Deontay Wilder inden 15. september, ville WBO ikke længere vente på at få sat forbundets VM-bælte på højkant.

Derfor møder Joshua nu Usyk i London, og han ser frem til mødet.

- Vi er begge olympiske guldvindere, der har kæmpet os vej til toppen og aldrig har undgået udfordringer.

- Arenaen er exceptionel, atmosfæren bliver elektrisk, og jeg er beæret over at blive den første person til at bokse på sådan et respektindgydende stadion, siger Joshua til Tottenhams hjemmeside.

Anthony Joshua vandt i 2012 guld ved OL i London i supersværvægt og blev året efter professionel. Siden har han vundet 24 af 25 kampe - heraf 22 på knockout.

Den seneste kom i december 2020, da han knockoutede bulgareren Kubrat Pulev i niende runde.

Oleksandr Usyk tog i 2012 OL-guld i sværvægt og blev professionel. Han har siden vundet alle sine 18 kampe og har også været verdensmester. Det har dog været i cruiservægt, der er for boksere på maksimalt 90,72 kilo.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.