Anti Doping Danmark: Udeluk Rusland fra al sport

Rusland bør ikke være en del af international sport, så længe man systematisk snyder med dopingprøver.

18. juli 2016 18:42

Hos Anti Doping Danmark er der ingen tvivl.

Rusland bør udelukkes fra alle internationale sportsbegivenheder, efter at en uafhængig rapport viser, at den russiske stat har været involveret i et omfattende dopingprogram og svindel med positive dopingprøver.

Det mener direktøren for Anti Doping Danmark (ADD), Michael Ask.

- Rapporten viser et systematisk dopingregime, som helt fra toppen af det russiske politiske system har styret måden, man har indberettet og snydt med dopingprøver helt fra 2010.

- Det er klart, at hvis man har et system, der underminerer hele antidopingarbejdet, så er der ikke andet at gøre end at udelukke landet og starte helt forfra, siger han.

Således er ADD enige med Det Internationale Antidopingagentur (Wada), som har udtalt, at landet bør udelukkes fra al sport inklusiv OL i Rio de Janeiro, indtil der er sket en kulturændring.

McLaren-rapporten, som blev offentliggjort mandag, konkluderer, at dopingprogrammet bredte sig over 30 forskellige sportsgrene, og at det russiske sportsministerium var med til at beslutte, hvilke atleter der skulle med i programmet og beskyttes mod positive dopingprøver.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...