Danmark

Antibiotikafri dansk gris storsælger

For første gang har danskerne kunnet købe kød fra grise opdrættet helt uden brug af antibiotika, og den nye gris hitter allerede på spisebordet

Svinekød fra dyr, der er opdrættet helt uden brug af antibiotika, hitter ifølge Dansk Supermarked. Arkivfoto: Lars Pauli

Svinekød fra dyr, der er opdrættet helt uden brug af antibiotika, hitter ifølge Dansk Supermarked. Arkivfoto: Lars Pauli

DANMARK:Danskerne har sat gaflen i en ny slags gris. En revolutionerende fodertype betyder, at grisene kan opdrættes helt uden brug af antibiotika, og i denne uge har forbrugere landet over for første gang kunnet finde kødet i køledisken. Dansk kød fra grise med langt færre sygedage falder tilsyneladende i danskernes smag, for den nye grisetype storsælger allerede, oplyser Dansk Supermarked i en pressemeddelelse.

To udvalgte jyske landmænd har indtil videre omlagt produktionen og leverer kød fra grise opdrættet uden brug af antibiotika til kølediskene i Bilka. Den markante efterspørgsel på kødet betyder, at flere landmænd godt kan begynde at overveje at omlægge deres produktion, hvis butikkerne på sigt skal kunne følge med den store interesse, der er blandt danskerne for grillkoteletter og nakkekoteletter fra svin, der aldrig har set skyggen af antibiotika.

Ny valgmulighed

Bilkas direktør Mark H. Nielsen glæder sig over, at Bilka går forrest med en variant, som ikke før er blevet forhandlet på det danske marked.

- Danmark er et foregangsland inden for svineproduktion. Vi vil i Bilka gerne tage skridtet videre og bakke op om en ny opdrætsmetode, der kan holde grisene sunde og raske, så antibiotika næsten helt kan undgås, siger Mark H. Nielsen, der ser frem til at tilbyde kunderne en ny valgmulighed, når de er på udkig efter kød til aftensmaden.

Det nye koncept med kød fra grise opdrættet uden brug af antibiotika udspringer af et strategisk samarbejde mellem hypermarkedskæden Bilka og fødevaregrossisten Tamaco.

- Bilka har længe kigget efter producenter, der har en anden måde at opdrætte svin på. Ved at bakke op om denne type opdræt kan vi være med til at sænke antibiotikaforbruget helt generelt i Danmark, forklarer Bilkas direktør.

Foderet gør forskellen

Normalt er både konventionelt og økologisk svinekød uden rester af antibiotika, når det ligger i de danske kølediske. Det skyldes, at de grise, der behandles med antibiotika under opdrættet, først slagtes, når antibiotikaen er ude af kroppen. Den nye grisetype handler derfor om helt at undgå brug af antibiotika under selve opdrættet. Her ligger hele forskellen i foderet, lyder det fra direktør i Tamaco, Karsten Deibjerg Kristensen.

- Vi giver grisene fermenteret foder. Det har lidt samme effekt, som når mange af os spiser yoghurt for at have en balanceret tarmflora. I foderet bruger vi fermenteret raps og tang, der går ind og styrker grisenes immunforsvar, så de ikke bliver syge, siger Karsten Deibjerg Kristensen og understreger, at skulle en gris blive syg med en bakteriel infektion, bliver den naturligvis behandlet, men den sælges så ikke med mærkatet ”Opdrættet uden brug af antibiotika”.

I første omgang bliver den nye grisetype udelukkende solgt i Bilka, men fra næste weekend findes den også i Føtex.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.