Antihelt i knibe i sort komedie

En dejlig film, hvis man kan lide det. For det er også en hurtigtsnakkende, Hollywood-fascineret, superelegant, meget sort komedie af den slags, der kun kan laves dér. Morsom, voldsomt blodig, voldelig på den rå måde, man kender fra gammeldags detektivromaner a la Mike Hammer og Lemmy - men tilført et blødt, sentimentalt, smerteligt element af antihelt oveni den klassiske snuskede stil fra de gamle pulp-romaner. Robert Downey Jr. spiller hovedrollen som den elendige, storrygende taber af en småtyv, der er i færd med at stjæle playstationspil som julegave til sin nevø - som dirigerer ham i mobiltelefonen - da han og hans makker bliver beskudt af legetøjshandlerens nabo. På sin hovedkulds flugt fra politiet havner han ved et tilfælde til en audition, hvor man skal finde en skuespiller til en rolle som snusket detektiv. Han får rollen - og pludselig er han til sexy poolparty i Beverly Hills, hvor han som altid hustler videre i endnu et håbløst forsøg på at blive rig og lykkelig og score den bedste sild. Til hvilket formål han fortsætter i sit gamle spor af løgn og smålusk. Og problemerne begynder forfra. Snart begynder kuglerne igen at flyve ham om ørerne, lig efter lig dukker op på hans vej, ondskabsfulde gangstertyper er efter ham - og alt ser ud til at ville ende katastrofalt. Som det jo altid gør for privatdetektiver af den klassiske slags. Handligens videre vej? Glem det - den skal ses. Og der skal ses godt efter. Men der dukker vittige personer op: Val Kilmer spillere den homoseksuelle hærdebrede "rigtige" privatdetektiv Gay Perry, der tager sig af ham - og Michelle Monaghan er helt vidunderlig som den unge kvinde, der (aldersspringet taget i betragtning) ret usandsynligt var hans barndomsveninde - men som nu er i vanskeligheder i Los Angeles nådesløse miljøer af showbiz, stoffer og sex. Men der er scener af stor skønhed - scener, som helt sikkert må finde vej over i filmhistoriens Hall of Fame - som da den forhutlede hovedperson sidder og ser, kysk forelsket, på den sovende pige, og en pænt stor edderkop pludselig løber fra hendes skulder ned på hendes bryst - med kurs mod den hvilende b-skål. Hvad kan man gøre? Eller bare scenerne med smækkende døre og hvad det kan medføre... Ja, jeg siger ikke mere. Filmen fortælles i flere lag og perspektiver, aldeles kunstfærdigt. Med en klassisk fortællerstemme, der gør alle tænkelige fejl og skaber rod i rækkefølgerne, med filmscener, der stopper og ruller lidt baglæns, så vi kan nå at få lidt ekstra at vide - og med alt muligt, der ikke er hvad det ligner - og så er det alligevel et øjeblik senere. Meget virtuost, morsomt og overlegent udført, til stor fornøjelse for os i salen. Rigtig flot. Og så er det endda instruktør-debut for Shane Black, der tidligere har lavet manuskript til "Dødbringende våben" - da var han 25 år - og siden til bl.a. "Boyscout". Titlen? Den er hugget fra John Barrys sang til James Bond-filmen "Thunderball" (1965) - "Mr. Kiss Kiss Bang Bang" hed den egentlig - og den skulle være sunget af Shirley Bassey, men blev i stedet givet til Dionne Warwick. Hvad det så måtte have af referencer til denne meget tumultariske historie. De skal nok være der, hvis man gransker dybt nok. "Kiss Kiss Bang Bang" USA 2005. Instruktør Shane Black En time, 43 min. Till. o. 11 år. Danmarkspremiere