Virksomhedsøkonomi

Antik plyssofa: 400 kroner

Forsamlingshus forventer overskud på cirka 10.000 kr.

BLÆRE:Nuvel. Det er ikke hver dag, det lykkes at finde en over 100 år gammel, rød plyssofa på et loppemarked og få den med hjem for 400 kroner, selv om møblet er vurderet til 2000 kroner og måske bliver solgt for det tredobbelte til en liebhaver, men i Blære Forsamlingshus er det netop sket. - Den var altså bare for billig, men et godt eksempel på, at det fortsat er muligt at gøre en endda fremragende handel her hos hos, konstaterer formand for Blære Forsamlingshus, Børge Degn. Han er ansvarlig for loppemarkedet i forsamlingshuset fra 1925, der er afhængig af årets store salg af effekter indleveret gratis - ofte fra dødsboer eller fra folk på vej et andet sted hen. Børge Degn forventer et overskud på en halv snes tusinde kroner, og de luner i forsamlingshusets kasse, der ikke længere bliver beriget af offentlige tilskud. - Renoveringer alene koster en hel del, derfor er loppemarkedet så livsvigtigt for os. Kulturinstitutionens ti sælgere stod model til adskillige prutterier om prisen for alskens effekter fra porcelæn til møbler, og en vaskeægte auktionarius lagde næse og ører til prutterier om det dyreste: sofaen i rødt plys, porcelæn fra Bing & Grøndahl og Den Kongelige Porcelænsfabrik, en gammel lampe i smedjejern. - Hvad angår porcelænet er det helt tydeligt, at folk køber for at supplere samlingen derhjemme, men også professionelle opkøbere har kigget forbi med henblik på videresalg, fortæller formanden for forsamlingshuset gennem de seneste fem år. Han garanterer, at Blære Forsamlingshus også næste år byder på loppemarked, og indsamlingen af effekter går i gang om kort tid.