Aars

Antikmesse med bred appel

AARS:Messecenter Aars prøver noget nyt med noget gammelt. Centret afvikler nemlig for første gang en decideret antikmesse. Udover antikviteterne bliver der også en række samlere, der vil udstille nogle ganske imponerende samlinger af alt fra kuglepenne over frimærker til legetøjsbiler. At samlere er med på messen, er ikke helt tilfældigt. Direktør for Messecenter Aars, Thomas Hermann, håber, at de kan lokke flere mennesker til. - Almindelige antikmesser har tit tendens til at være for kendere. Vi har forsøgt at give messen en bredere appel ved også at lade nogle samlere udstille deres ting. På den måde kan vi måske få fat i folk, der ikke nødvendigvis har antikviteter som deres hobby, forklarer Thomas Hermann. Han henviser til, at nogle af samlerne vil udstille ting, som aldrig har været vist offentligt frem tidligere. En andet element i messen bliver en stor udstilling om bondekultur og modernitet i Vesthimmerland, som Lokalhistorisk Forening står for. Derudover vil en række folkedansere flere gange give prøver på deres kunnen og vil vise deres samling af folkedragter frem. De mange ting at kigge på, får også direktøren for messecenteret til at hæve forventningerne. - Jeg håber og tror, at der bliver stor opbakning til arrangementet. Her i forberedelsesfasen har der været stor interesse for det, og jeg satser da på, at det er et pejlemærke for selve messen, siger Thomas Hermann. Han forklarer, at antikmessen er en prøveklud. Men hvis det bliver en succes, så vender messen tilbage. Måske ikke hvert år, men så eventuelt hvert andet år. Antikmessen finder sted i Messecenter Aars i dagene 25-27. april