Antorini vil have K tilbage til forhandlingsbordet

K skal droppe solomarkeringer og vende tilbage til folkeskoleforhandlingerne, siger undervisningsministeren.

Antorini vil have K tilbage til forhandlingsbordet

Regeringen, Venstre og Dansk Folkeparti ser gerne, at De Konservative vender tilbage til forhandlingerne om en reform af folkeskolen.

Det fastslår undervisningsminister Christine Antorini (S), efter at den konservative leder, Lars Barfoed, torsdag eftermiddag blev smidt ud fra forhandlingerne.

- Sæt jer ved forhandlingsbordet i stedet for de solomarkeringer, som handler mere om De Konservative end om folkeskolen, lyder hendes opfordring til Lars Barfoed og K, der er en del af folkeskoleforliget.

- Jeg håber, at De Konservative vil overveje, om det vil gavne folkeskolen, når de tager forhandlingerne som gidsel.

Da De Konservative er en del af forligskredsen kan en kommende aftale udenom dem først træde i kraft efter næste folketingsvalg.

Skulle reformen derimod få virkning med det samme, ville det være forligsbrud og et opgør med alle traditioner og gængs praksis på Christiansborg.

Efter det konservative exit har de resterende forligspartier i timevis siddet bag lukkede døre i Undervisningsministeriet.

Ifølge Christine Antorini er forhandlingerne fortsat uden K, og partierne er "meget tæt" på en aftale. Dog har fokus været på den fastlåste situation.

- Lige nu drøfter vi faktisk den situation, som vi ikke havde drømt om, at De Konservative ville sætte os i, siger hun.

Venstres undervisningsordfører, Karen Ellemann, understreger, at de øvrige partier ikke har tænkt sig at bryde forliget med K.

- Det kommer ikke på tale, siger hun.

Forhandlingerne er gået i hårdknude, fordi K - modsat regeringen, V og DF - kræver, at lektiehjælp til folkeskoleeleverne blot skal være et tilbud og ikke obligatorisk.

Samtidig kræver Lars Barfoed en kortere skoleuge end de øvrige partier. Står det til K, skal elever til og med 3. klasse have en skoleuge på 28 timer, 4.-5.- og 6.-klasseeleverne en skoleuge på 30 timer og de ældste elever en skoleuge på 32 timer.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.