EMNER

ANTV sætter prisen op

Markant stigning for programpakker, når TV2 bliver betalingskanal.

ANTVs formand, Ole Davidsen, varsler stigning i foreningens programpakker. Arkivfoto: Martin Damgård

ANTVs formand, Ole Davidsen, varsler stigning i foreningens programpakker. Arkivfoto: Martin Damgård

Prisen stiger i 2012 for de 48.500 husstande i Aalborg og Nørresundby, som får deres tv-programmer leveret fra Aalborg-Nørresundby Antenneforening (ANTV). Foreningen har tre grundpakker. Den lille pakke 1 stiger fra 1068 kr. til 1308 kr. om året. Pakke 2 fra 2388 til 2628 kr. om året. Og pakke 3 fra 4584 kr. til 5148 kr. om året. Den væsentligste årsag til den markante prisstigning er, at TV2 bliver betalingskanal fra januar. - Men også andre programleverandører har varslet stigninger. For eksempel Viasat, og der rammer især medlemmer med pakke 3, siger Ole Davidsen, formand for ANTV. I 2012 kommer DK4 ind som prøvekanal i pakke 1. Men det med prøve er så meget sagt, for prøveperioden varer i et helt år. Ifølge ANTV koster der ikke medlemmerne ekstra, men den lange prøveperiode skyldes, at DK4 dermed får lejlighed til at gøre sig synlig over for medlemmerne. - Det er især et ønske hos det modne publikum at få DK4 med i programpakken, siger Ole Davidsen. ANTV lancerer i denne uge også et nyt tilbud, der træder i kraft næste år. Det går ud på, at der kan tilvælges kanaler til alle tre grundpakker. Selvfølgelig mod betaling. Det vil især være aktuelt for medlemmer med de små programpakker. Betingelsen fra programleverandørerne er dog, at man som minimum tilvælger fire kanaler. Det koster fra 10 til 40 kr. ekstra om måneden for hver kanal. Eksempelvis kan TV2 News tilkøbes for 40 kr. om måneden. Der er over 80 kanaler at vælge imellem, men TV2 Sport og alle Viasats programmer indgår ikke i valgordningen. - Vi forsøger med ordningen at efterkomme et ønske hos en del medlemmer, som ønsker frit at vælge imellem programmerne, bemærker formand Ole Davidsen. ANTV husstandsomdeler i den kommende uge mere information om ordningen.