Apoteker i Aalborg kan blive ramt af strejke

Der kan blive strejke på Aalborgs apoteker fra 1. juli. Den dag går farmakonomerne i strejke i seks udvalgte byer for sikre sig en bedre løn.

- Vi kæmper for mere i løn til vores medlemmer, og en konflikt er vores legale kampskridt. Vi har fået flere opgaver og mere kompetence, men lønnen er ikke fulgt med op. Samtidig har edb-problemer og travlhed forværret arbejdsmiljøet på apotekerne. Det vil vi kompenseres for med et mærkbart lønløft, siger formand for Farmakonomforeningen Susanne Engstrøm. Samtidig lover hun, at strejken vil kræve tålmodighed, men ikke true folkesundheden. Resulatetet bliver nemlig først og fremmest længere ventetid på apotekerne.. Farmakonomer er lægemiddelkyndige og har en 3-årig uddannelse. Der er omkring 5.600 farmakonomer i Danmark, der hovedsageligt arbejder på apotek, sygehuse og i medicinalindustrien. I Aalborg vil konflikten ramme: Budolfi Apotek, Løve Apotek, Nørresundby Apotek, Reberbane Apotek, Svane Apotek, Vejgaard Apotek og Aalborghus Apotek.