Apotekernes medicin er undervisning

NORDJYLLAND:Personalet på de nordjyske plejehjem bør på skolebænken og lære mere om, hvordan de håndterer medicin. Det mener i hvert fald apotekerne i Aalborg og Nørresundby, som har sendt et fælles tilbud om efteruddannelse til Aalborg Kommunes ældre- og handicapforvaltning. Mod betaling, forstås. Prisen er 500 kroner i timen. - Vi vurderer, at kommunen hurtigt vil tjene pengene ind og mere til i kraft af, at der bliver færre hospitalsindlæggelser. For det er jo en kendsgerning, at der sker fejl med medicineringen, siger Bjarne Hvitfeld, apoteker i Nørresundby.Embedslæge Knud Brinkløv Jensen, Aalborg, understreger at plejepersonalet er blevet langt dygtigere til at håndtere medicin de senere år. - Men jeg synes, at apotekernes tilbud lyder som en rigtig god ide. I en undervisningssituation er der jo langt bedre mulighed for at stille spørgsmål, konstaterer han. Mai Brith Gregersen, social- og sundhedssistent på plejehjemmet Thomasminde i Aalborg, synes også det lyder som en god ide. - Der dukker jo hele tiden nye typer medicin op, som det er godt at være holdt ajour med. Man bliver aldrig for gammel til at lære, siger hun. Ældre- og handicapforvaltningen i Aalborg har sendt tilbudet videre til kommunens områdesygeplejersker. - Folkene i marken ved bedst, hvad der er behov for af undervisning, forklarer forvaltningens chef Niels Tikjøb Olsen.