Apoteksudsalg og Fakta-butik åbner

Medicin 25. marts 2003 07:00

ARDEN: Først et apoteksudsalg - dernæst en Fakta-butik. Butikkernes indmarch i det nye Arden Bycenter er umiddelbart forestående, og travlheden med at gøre sig åbningsklar syner særdeles nærværende for forbipasserende. Først på banen melder Arden Apoteksudsalg sig - nemlig på tirsdag. Udsalget hører under Skørping Apotek. To dage senere, torsdag 3. april, erklærer Fakta sig kundeklar med en 550 kvadratmeter stor butik - plus et par hundrede kvadratmeter til lager og personalerum. Det nuværende håndkøbsudsalg hos Spar Marked lukker 31. marts. Dermed er det slut med at købe håndkøbsmedicin om aftenen. Kunderne må indstille sig på andre og betydelig kortere åbningstider fra klokken 9.30 til 17.30, som det hører sig til for apoteker. - Til gengæld vil sortimentet af håndkøbsmedicin være noget større hos Arden Apoteksudsalg, som også har et større udvalg af naturmedicin. Desuden vil kunderne få faglige betjening og vejledning af en uddannet farmakonom. Receptpligtig medicin leveres samme dag fra Skørping Apotek, hvis man bestiller inden middag, forklarer apoteker Kirsten Skriver. Også Fakta i Østergade lukker samtidig med, at butikschef Claus Hougaard Kragh og hans dusin medarbejdere åbner den nye discountbutik i bycentret med central indgang på hjørnet af Skovvej og Vestergade. - Kunderne kommer helt sikkert til at mærke, at vi åbner en ny og større butik i Arden, lover udviklingschef Torben Thinggaard fra Fakta-kæden. - Først og fremmest får vi meget bedre plads til at forhandle de varer, som kæden køber hjem i store partier med henblik på salg her og nu, siger Torben Thinggaard, som forventer både omsætningsfremgang og behov for to ekstra ansatte. I første omgang dog ved at trække på egne personale-reserver.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...