App hjælper unge med at huske aftaler

Mobilplan for Alle hedder en ny app, der kan kompensere for funktionsnedsættelser. En nøgleperson kan lægge aftaler ind i telefonen og følge, om de bliver fulgt op.

Jane Bünemann
Mette Nielsen og Mille Sigsgaard har problemer med hukommelsen. Nu er de meget glade for Mobilplan for Alle, der kan hjælpe dem med at huske aftaler. Foto: Hans Ravn
Hjørring 7. februar 2013 06:35

HJØRRING: Mette Nielsen og Mille Sigsgaard har gennem længere tid brugt en ny app. Den hjælper dem med at huske alt det, de skal i hverdagen.

De er begge elever på Specialskolen for Voksne, hvor man har udviklet den nye app, der kaldes Mobilplan for Alle. Den er blevet til i samarbejde med Bagterpskolen, socialpsykiatrien og Hjørring Kommune.

Lægebesøg, gymnastiktøj eller medicin, der skal tages. Der er nok, der skal huskes på i hverdagen.

- Inden jeg fik app’en, havde jeg brug for så meget hjælp, at jeg græd mig i søvn om aftenen. Nu klarer jeg mig selv, og det er meget bedre, siger Mette.

App’en skal tilbydes borgere i socialpsykiatrien og hjemmeplejen. Den kræver blot, at borgeren har og kan bruge en smartphone.

Gert Melchiorsen, der er lærer på Specialskolen, har fået idéen til app’en, som han forventer kan spare ressourcer i kommunen:

- Men det vigtigste er, at app’en pædagogisk lærer borgerne at tage ansvar i eget liv.

App’en Mobilplan for Alle er gratis for borgere i Hjørring Kommune. Andre kommuner kan købe app’en til brug for borgerne.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...