Appetit på nye boliglån giver opjusteringer hos jyske banker

Lave renter har gjort det interessant for boligejere at lægge lån om. Spar Nord og Vestjysk Bank opjusterer.

Rigtig mange boligejere har omlagt lån de seneste måneder, og der er dermed tjent flere penge end ventet på gebyrer hos banker som Spar Nord og Vestjysk Bank. (Arkivfoto)

Rigtig mange boligejere har omlagt lån de seneste måneder, og der er dermed tjent flere penge end ventet på gebyrer hos banker som Spar Nord og Vestjysk Bank. (Arkivfoto)

AALBORG:De seneste måneder har lave renter givet tusindvis af boligejere appetit på at omlægge deres boliglån, og det har skæppet godt i kassen hos flere banker.

Tirsdag har både Spar Nord og Vestjysk Bank opjusteret forventningerne til 2019.

Begge banker nævner omlægning af boliglån som årsager. Det oplyser bankerne i hver sin meddelelse.

Gennem 2019 er renterne på obligationer, som ligger bag realkreditlån, faldet.

Det betyder, at mange boligejere har omlagt lån med henblik på at sidde billigere i huset eller lejligheden. For bankerne giver det gebyrer i kassen.

- Vestjysk Bank har konstateret et ekstraordinært højt aktivitetsniveau - primært på boligkonverteringer, skriver banken i en meddelelse.

Derudover nævner den, at bankens tab på udlån har været mindre end forventet, fordi priserne på svin er stigende, hvilket luner hos de svineproducenter, der er kunder i banken.

Spar Nord nævner ud over travlhed med at omlægge boliglån, at der har været kursgevinster på bankens obligationer, hvilket hænger sammen med faldende renter.

Spar Nord nævner dog, at det kun er i 2019, at banken forventer at have den type medvind.

Banken forventer nu at få et overskud på 925-1025 millioner kroner i år. Før ventede banken et plus på 850-950 millioner.

Vestjysk Bank regner med et overskud på 420 til 460 millioner kroner. Tidligere regnede banken med et overskud på 360-410 millioner kroner.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst