Udland

Apple blokerer for salg af Samsung i USA

Kampen om det amerikanske marked for smartphones føres i retten, hvor Apple vil blokere for salg af Samsung.

Apple blokerer for salg af Samsung i USA

En dommer har indtil videre udstedt forbud mod salg af den sydkoreanske Samsung Galaxy Nexus smartphone på det amerikanske marked. Telefonen er lavet i samarbejde med Google for at udfordre Apples iPhone. Sagen var oprindelig anlagt af Apple.

Den amerikanske distriktsdommer Lucy Kohs afgørelse er den anden sejr i denne uge for den californisk baserede Apple-koncern, der udkæmper en hård patentkrig med den sydkoreanske elektronikgigant Samsung.

Dommer Koh blokerede tirsdag for Samsungs ny Galaxy Tab 10.1 tabletcomputer. Hun sagde, at Apple havde fremlagt en "stærk sag" for påbuddet.

Begge de sydkoreanske Galaxy-produkter er udstyret med Android-styresystem, som Google har stillet gratis til rådighed for programproducenter.

I en længere skriftlig redegørelse, der forbyder salget af Galaxy Nexus, indtil patentsagen er afgjort, skrev Koh: "I bund og grund har Apple sandsynliggjort, at der er tale om både krænkelse og brud på gyldighed."

Meddelelsen gav udtryk for, at dommeren mente, at Apple havde en stærk sag, der viser, at de omhandlede patenter er gyldige, og at Samsung havde misbrugt teknologien.

- Vi er skuffede over afgørelsen, men vi tror på, at der bliver truffet en rigtigt resultat, når flere beviser bliver fremlagt, hedder det i en skriftlig kommentar fra Google.

Samsung giver også udtryk for skuffelse over afgørelsen, mens Apple fastholder dets påstand om, at det handler om at forsvare selskabets rettigheder.

Salgsforbuddet træder først i kraft, når Apple har stillet en garantisum på 95,6 millioner dollar (579 millioner kroner) til retten i tilfælde af, at Samsung vinder patentsagen og skal have erstatning for tab i forbindelse med salgsforbuddet af Galaxy Nexus.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.