Udland

Apple er mest værdifulde A/S nogensinde

Den amerikanske teknologikoncern Apple har indtaget tronen som historiens mest værdifulde aktieselskab.

Apple er mest værdifulde A/S nogensinde

Der er penge i iPhones, iPads, iPods og hvad de nu ellers hedder, de populære produkter, som den amerikanske IT-koncern Apple lever af.

Faktisk er der så mange penge i dem, at Apple mandag har vippet en anden amerikansk IT-gigant, nemlig Microsoft, af den trone, hvor verdens mest værdifulde aktieselskab sidder.

Microsoft satte rekorden tilbage i 1999. Da var Microsoft, baseret på koncernens børsværdi, 619 milliarder dollar værd.

Men mandag skete der noget på børsen i New York. Apple-aktien nåede nye højder, og da børsen på Wall Street lukkede, var Apple steget med 2,5 procent og lå i rekordkursen 665,15 dollar per aktie. Det svarer til godt 3990 kroner,

Det fik selvsagt også Apples samlede børsværdi til at stige, og denne stigning betyder, at Apple har slået Microsoft-rekorden, for Apples børsværdi blev mandag noteret til 623,52 milliarder dollar.

Det svarer til omkring 3741 milliarder kroner.

Kursen steg samtidig med, at børsen på Wall Street var tyk af rygter om, at Apple snart sender en stribe nye produkter på gaden, herunder en ny iPhone, en ny iPad og et tv-apparat.

I fredags forudså investeringsbanken Jefferies, at Apple-aktien snart når 900 dollar.

Samtidig mener Jefferies, at Apples næste telefon, iPhone 5, bliver "den største mobiltelefonlancering i verden".

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.