Apple fjerner Øvigs Hippiebøger helt
Apple fjerner nu også App-udgaven af Peter Øvig Knudsens to Hippiebøger fra deres App Store
Apple har helt fjernet Petr Øvig Knudsens hippiebøger. Foto: Scanpix
9. november 2012 12:27

KØBENHAVN: Forfatteren Peter Øvig Knudsen og hans forlag, Gyldendal, har fået en opringning fra Apple i Californien. I fremtiden vil App-udgaven af Hippiebøgerne ikke blive solgt fra deres App-Store.

It-giganten Apple har tidligere afvist at udgive den danske forfatters seneste værk, "Hippie 2", som e-bog.
Årsagen er ifølge forfatteren selv, at bogen gengiver en række kunstværker og dokumentariske fotografier, hvor der er nøgne mennesker.
Netop nøgenhed er totalt forbudt, hvis man vil distribueres via Apples salgssystemer iBook-Store og App-store.

Ingen mulighed for salg

Apples e-boghandel iBookstore afviste i første omgang at sælge Peter Øvigs værker, fordi de indeholdt nøgenbilleder fra Thy.

Kønsdele blev derefter dækket med røde æbler, og så var bøgerne acceptable. Men kort efter fjernede Apple bøgerne fra e-hylderne igen uden forklaring.
Ifølge Peter Øvig er det nye skridt fra Apple langt alvorligere end det første.
- E-bog-udgaverne af Hippie har trods alt kunnet købes andre steder end i Apples iBookstore, siger Peter Øvig Knudsen og tilføjer:
- Men App-udgaven til iPad og iPhone kan udelukkende købes i App Store. Vi har derfor nu ingen mulighed for at sælge den mest avancerede udgave af mine bøger.
App-udgaven af Hippiebøgerne kombinerer en ebogudgave, der indeholder tekst og foto, med en lydbogudgave.

Voldsom debat

App-udgaven, der er specielt udviklet, giver mulighed for at skifte frit mellem læsning og oplæsning med musik og er efter alt at dømme den første af sin art i verden.

App-udgaven af Hippie 1 udkom sammen med papirbogen i oktober sidste år og blev ved den lejlighed godkendt af Apple.
Den har således været til salg i App Store i over et år. App-udgaven af Hippie 2 blev ligeledes i første omgang godkendt af Apple og har været til salg siden udgivelsen for to uger siden.
- Apples beslutning blev meddelt telefonisk af en medarbejder, der kun havde standardsvar på mine indvendinger, siger Jens Lauritsen, administrerende direktør i Hippieselskabet i en pressemeddelelse.
Sagen har vakt voldsom debat. Flere kulturordførere har rejst sagen i Folketinget, danske medlemmer af EU-Parlamentet har rejst den over for EU-Kommissionen, og kulturminister Uffe Elbæk (R) har bebudet, at han vil kontakte sine ministerkollegaer i EU for at finde fælles fodslag i sagen.
/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.