EMNER

- Apple klar med smartwatch til oktober

Uret er groft sagt en iPhone, der er pakket ned i et armbåndsur

Foto: Scanpix

Foto: Scanpix

USA:Den amerikanske it-gigant Apple forbereder sig på at kunne sælge de første smartwatches til oktober, skriver den japanske erhvervstjeneste Nikkei.

Lidt populært sagt er det nye produkt en iPhone, der er pakket ned i et armbåndsur.

Ifølge Nikkei, der citerer anonyme kilder med kendskab til det nye produkt, sigter Apple mod at producere fem til seks millioner smartwatches om måneden i den indledende fase.

Der bliver formentlig tale om, at enheden får et såkaldt Oled-display og sensorer, der kan indsamle forskellige sundhedsdata som for eksempel kalorieforbrug og søvnaktivitet, citerer Nikkei japanske kilder i industrien for at oplyse. Men de specifikke detaljer er endnu ikke helt på plads, lyder det.

Folk med forstand på teknologimarkedet har ventet, at Apple vil afsløre et smartwatch, efter at konkurrenten Samsung præsenterede sit smartwatch, Galaxy Gear, i september sidste år - et ur, der blandt andet kan fotografere, modtage e-mails, sms’er og tweets på urets fire gange fire centimeter store skærm.

Også finansfolket på Wall Street håber at se et nyt Apple-produkt i år og dermed afslutte en årelang tørke på nye banebrydende enheder.

Apple-topchefen Tim Cook har lovet ”nye produktkategorier” i 2014.

Det ventes dog også, at Apple kommer med en ny iPhone, der i givet fald bliver nummer seks i rækken. Om den så også kommer til at hedde iPhone 6, eller om Apple går væk fra numrene og for eksempel kalder den kommende model for iPhone Air, gættes der flittigt på blandt analytikerne.

Det bliver vi formentlig først klogere på til september eller oktober.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.