Kristendom

Arabiske kristne frygter for fremtiden

TUNIS:Omvæltningerne i de lande, der er blevet rusket grundigt af det arabiske forårs vinde, får mange kristne til at betragte udviklingen med bekymring. De frygter, at islamisternes fremkomst kan betyde, at kristne ikke længere har en fremtid i Mellemøsten. - Deres fremtid i regionen ser temmelig dyster ud, siger Odon Vallet, fransk historiker og religionsekspert. Selv om kristne i den muslimsk dominerede arabiske verden har følt sig sårbare gennem årtier, har det arabiske forår fået debatten om deres fremtid til at blusse op igen. I Egypten har de kristne koptere været under angreb flere gange. Kopterne mener, at stærkt konservative salafister står bag og er derfor ikke begejstrede over, at salafisterne fik knap en fjerdedel af stemmerne ved første runde af det egyptiske valg. I Syrien frygter den kristne minoritet, at yderliggående islamister vil komme til magten, hvis præsident Bashar al-Assads regime kollapser. Og i Libyen har de nye magthavere erklæret, at islamisk sharialov skal være grundlag for lovgivningen. Udviklingen har skabt debat i Europa, hvor blandt andet Vatikanet har udtrykt bekymring for de kristnes fremtid. Men fader Raphael Zougheib, ph.d.-studerende ved det gregorianske universitet i Rom, mener, at det er et spørgsmål om, hvordan de kristne tilpasser sig forandringerne. - Frygten er forståelig, men ikke alle islamister er ens, og de ønsker ikke alle en religiøs stat, siger han.