Arbeiderpartiet og venner vinder i måling før Norges valg

Måling viser, at der er lagt op til tæt valg i Norge, men Jonas Gahr Støre fra Arbeiderpartiet er tættest på.

Fredag blev den afsluttede partilederdebat afholdt forud for mandagens valg i Norge. I forgrunden ses landets statsminister, Erna Solberg.

Fredag blev den afsluttede partilederdebat afholdt forud for mandagens valg i Norge. I forgrunden ses landets statsminister, Erna Solberg.

BODØ:Arbeiderpartiets Jonas Gahr Støres foretrukne regering i Norge efter valget mandag får flertal i ny måling for norsk TV2.

Den sikrer Arbeiderpartiet, midterpartiet SP og venstrefløjspartiet SV et samlet mandattal på 86 og dermed et flertal i Stortinget.

Der er 169 medlemmer i Stortinget, så der er lagt op til et tæt valg.

Målingen er den bedste for Arbeiderpartiet siden begyndelsen af juni.

Statsminister Erna Solbergs Høyre-parti står i målingen til at få 19,4 procent af stemmerne.

Målingen kommer, mens partierne fredag aften har holdt den afsluttende valgdebat på landskanalen NRK.

Den er lavet fra 8. til 10. september blandt knap 2400 nordmænd.

Valgkampen har i statsminister Erna Solbergs optik været mere fragmenteret en tidligere. Hun savner en rød tråd, siger hun ifølge det norske nyhedsbureau NTB.

- For os er for eksempel værdiskabelse et meget vigtigt emne i valgkampen. Det er stærkt nogle steder, og så er meget lidt stærkt andre steder, siger hun.

Hun vil ikke komme med en analyse af den faldende tendens, der har været for Høyre.

- Vi får se, når det bliver mandag, lyder det fra Norges statsminister.

Selv om valget først er på mandag, har nordmændene kunnet forhåndsstemme frem til og med fredag.

I alt har 1,6 millioner nordmænd gjort brug af den mulighed ifølge det norske NTB. Det viser en foreløbig opgørelse fredag klokken 21.30.

Det svarer til, at 42,3 procent af de stemmeberettigede allerede har stemt. Ved det seneste valg i 2017 var valgdeltagelsen på 78,3 procent.

Hvis den samme andel stemmer ved mandagens valg til Stortinget, er over halvdelen af stemmerne allerede afgivet.

Antallet af stemmer, der er afgivet på forhånd, kan stige yderligere de kommende dage på grund, da ikke alle er indberettet endnu.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.