Uddannelse

- Arbejde er nødvendigt for at få ønskeuddannelse

FJERRITSLEV:Ikke ret mange af de 63 nyudsprungne studenter fra Fjerritslev Gymnasium vil uddanne sig videre lige med det samme. Omkring 90 pct. vil ud at rejse eller arbejde først, anslog årets første student, Thomas Bjerregaard-Sørensen, forleden. En af dem, der har besluttet sig for at arbejde et års tid, er 19-årige Jeanet Dyr-bye Chortsen, Fjerritslev. - Jeg går ikke videre med en uddannelse med det samme, men jeg har heller ikke lyst til et sabbatår, som andre har, fortæller hun. - Jeg vil gerne være fysioterapeut, men jeg har ikke højt nok gennemsnit til at komme ind på uddannelsen med det samme. Den kræver omkring 9 i snit. Derfor arbejder jeg et år for at samle point, forklarer Jeanet. Hun har allerede fået et job, nemlig som personlig hjælper for en muskel-svindsramt mand, og det er noget der tæller i en kvote 2-ansøgning. I øvrigt er hun vant til at arbejde, for hun har haft fritidsjob på Q8-tanken i Fjerritslev, mens hun har gået i gymnasiet. - Men nu flytter jeg til Aalborg, hvor min kæreste bor. Det bliver også godt at komme ud i de virkelige liv efter at have gået i skole så mange år, lyder det lettet fra Jeanet. Sinker ikke Når ikke ret mange studenter går direkte videre med en uddannelse, skyldes det også, at det har vist sig ikke at være specielt effektivt. Lektor Per Halsbo-Larsen er studievejleder på gymnasiet, og han er ikke bekymret over tendensen. - Det er ikke kun her, men over hele landet, at færre og færre går videre med en uddannelse med det samme. Men erfaringen viser, at det stort set ikke forlænger uddannelsestiden at vente et år eller to, siger Per Halsboe-Larsen. - Det er godt og komme ud og se noget andet efter at have gået i skole så lang tid. Da jeg blev student, var det utopi at tage på en jordomrejse eller et halvt år til Australien. Men det kan de unge i dag spare sammen til i løbet af en sommerferie. Der er helt andre muligheder, og dem skal de selvfølgelig benytte sig af. Jeg synes det er positivt, siger han. - Men man skal ikke vente tre eller fire år, så taber man for meget af sin viden.