Arbejde giver livsglæde

65-årige Simon Agesen, Aabybro, nyder at føle sig værdsat og at vide, at han kan stoppe, hvis han ikke vil mere.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Simon Agesen kan via seks overvågningskameraer følge med i, at alt er, som det skal være.

Han har ikke fået en krone ud af det endnu og får det i bedste fald kun, hvis han lever længe nok. Alligevel er 65-årige Simon Agesen, Aabybro, igen i år trukket i arbejdstøjet og er at finde i Fårup Sommerland frem til i september, når sæsonen slutter, for giver arbejdsdagen, der undertiden løber op i ti timer, ikke penge, giver den til gengæld livsglæde i stor stil. - Der må jo være noget krudt, der ikke er brugt endnu, og det er rart at blive brugt, forklarer Simon Agesen også, skønt han nu aldrig har haft problemer med at få tiden til at gå. Tværtimod var det i høj grad for at få mere tid til de mange gøremål, han også har, at han som 62-årig gik på efterløn. Simon Agesen er udlært i kolonial, men blev som 23-årig Danmarks yngste forsikringsmand. Og forsikringsmand var han, indtil han gik på efterløn. Da havde han set frem til efterlønnen i flere år, og var det ikke, fordi det økonomisk kunne betale sig at fortsætte, til han var 62, var han stoppet allerede som 60-årig. - Jeg var aldrig hjemme og ville gerne have mere tid til de ting, jeg aldrig nåede. Der var for eksempel tusind ting, jeg drømte om at gøre med børnebørnene, fortæller Simon Agesen, for hvem tiden hjemme gik så hurtigt, at de 999 ting med børnebørnene endnu ikke er blevet til noget. - Jamen, tiden gik, og den gik stærkt. Dagen begyndte jo med morgenkaffe, avisen og snak med konen, forklarer Simon Agesen. Seniorer i Sommerland Snart var han på camping med konen, Grethe, og så var der Lions Club i Aabybro, som han er medlem af, og det lokale fjernvarmeværk, som han er formand for. - Der var hele tiden noget. Og Simon Agesen følte sig egentlig godt tilfreds. Alligevel var han lydhør, da han i byen hørte om nogle seniorer, der arbejdede i Fårup Sommerland, så han lagde billet ind, og i maj, året efter at han var gået på efterløn i november, var han klar til at tage sin første tørn. - Ja, du kan jo sige, at der gik noget galt heroppe, griner Simon Agesen og peger op mod hovedet. Han har netop fået sin kaffe i informationen i Fårup Sommerland. Det er her, at han hver dag møder ind i god tid inden arbejdet for at få sig en snak med de øvrige ansatte. Seniorerne i særdeleshed. Som tidligere forsikringsmand er han vant til at snakke med folk, og han kan lide at få sig en snak. At sige hej til de unge og blive mødt med et smil. - Jeg vidste jo, at jeg kunne stoppe, hvis det hele var en misforståelse. Netop visheden om, at han kunne sige op, når han ville, at han ikke var tvunget til at komme, var en drivende kraft, da han besluttede sig for at søge arbejdet. - Her er jeg selvbestemmende. Det var han ikke altid igennem et langt liv, da der var både op- og nedture, for selvfølgelig kunne han ligesom de andre være bange for at blive fyret, når det gik mindre godt. Det er en lykke at være fri for den slags bekymringer og kun glæde sig over alle de gode ting. Og dem er der mange af. Ansvarsfølelsen for nu at nævne en af dem. - Jeg passer mit job og føler, at det bliver værdsat. Fleksibel arbejdsgiver Simon Agesen fremhæver også fleksibiliteten fra sommerlandets side. Skal han til sølvbryllup eller rund fødselsdag, finder man ud af det. Sammenholdet og de gode fester, som Søren Kragelund holder, er også værd at fremhæve i denne sammenhæng. Måske er det i virkeligheden sommerlandets bevidste satsning på ældre, der er årsag til den glæde, som arbejdet giver. Kombineret med den kendsgerning, at i Fårup Sommerland føler han, at hans alder, hans pondus, kommer ham til gode. Det er nu engang lettere for ham end for en 18-årig, mener han, at bede en flok unge mennesker dæmpe sig, hvis der er behov for det. - Vi ved jo godt, at det er sådan på de fleste arbejdspladser, at der kan man som ældre mærke på de unge, at man ikke er så meget med længere. Det mærker man ikke her. Så det er nok en mere bevidst ældrepolitik, virksomhederne skal stå for, hvis de vil beholde de ældre medarbejdere. Og regeringen skal holde op med at være så nærig over for det grå guld, hvis den vil fastholde de ældre på arbejdsmarkedet. Funderer Simon Agesen, der som 65-årig har fået det råd af sin bank at sætte lønnen ind på en kapitalpension for at undgå beskatning. - Så hvis jeg ellers lever længe nok, får jeg også økonomisk lidt ud af det. En hovedrysten er alt, hvad Simon Agesen har tilovers for regeringens hidtidige politik i den sammenhæng. Arbejdsglæde kan ingen tage Men arbejdsglæden, som giver livsglæde, kan ingen tage fra ham. I hvert fald ikke så længe han selv får lov at bestemme, hvad han skal beskæftige sig med. Og det passer ham glimrende at passe Colorado–træstammerne – i Fårup Sommerland. Seks overvågningskameraer holder han øje med, ligesom han giver en hånd med, hvor det er nødvendigt. Til små og store og til handicappede. Og omgangen med børn og unge, selv på en omdiskuteret sidste skoledag, får ham ikke til at ryste. - Jamen, jeg er da træt efter sådan en dag, men det er på grund af larmen. Ikke på grund af børnene. De er søde, de allerfleste, forsikrer han og tilføjer, at det da er en festlig oplevelse at se børnene klædt ud sidste skoledag. Snart er det ferietid også for Simon Agesen.Sammen med Grethe skal han på camping. Tidligere brugte de at køre til Jugoslavien – men nu bliver det højst til en uge i udlandet. - Jeg kan godt lide de danske aviser og at snakke dansk, så vi finder nok en campingplads mellem Århus og Odder, mener Simon Agesen, der midt i august er tilbage i Fårup Sommerland, som han er med til at lukke i september. Og så går det jo nok, som det plejer. - Pludselig er vinteren væk, så er det forår igen og tid at søge ind til Fårup Sommerland. Dette er tredje artikel i serienÆldre i arbejde. Lørdag 28. juni var med Kurt Andersen, 67 år. Lørdag 5. juli var med Lisbeth Ødum, 65 år.